Foto: Old Dane, Wikipedia

Foto: Old Dane, Wikipedia

Facebook-debat fik mand fra Viby til at lede efter sine privilegier. Men han kan ikke finde dem og frygter, de er blevet væk.

Der er en hyggelig stemning omkring køkkenbordet, da RokokoPosten kommer forbi parcelhuset i Viby ved Aarhus, hvor Jørgen Skejbjerg bor. Hans kone Marianne har lavet kaffe, og Jørgen beder RokokoPostens reporter om at tage plads.

Da vi begynder at snakke om de dramatiske begivenheder, der har udspillet sig i huset i den aarhusianske forstad, får Jørgen Skejbjerg dog et noget andet udtryk i ansigtet. Den 62-årige svagstrømsingeniør kigger mærkeligt ned i bordet, mens han rører uengageret rundt i sin kaffekop for at opløse en Hermesetas.

Tænkte de lå i værkstedet
Det hele startede med, at den 28-årige litteraturvidenskabsstuderende Anastasia Mynthe Laval i en Facebook-debat bad Jørgen Skejbjerg tjekke sine privilegier.

“Det syntes jeg, lød som en god idé, for det er tit mig, der tjekker ting herhjemme,” siger Jørgen Skejbjerg og henviser til, at det for eksempel er ham, der tjekker, at bilens dæktryk er i orden, og om ydelserne på parrets realkreditlån bliver betalt.

“Men da jeg så ville tjekke mine privilegier, kunne jeg simpelthen ikke finde dem. Jeg tænkte, de nok lå ude i værkstedet et sted, for der har jeg ret mange ting, og jeg har tit tænkt på, at jeg burde få ryddet op derude,” siger Jørgen.

Det lykkedes dog ikke Jørgen at finde sine privilegier i værkstedet, og efterfølgende ledte han efter dem både på loftet og i pulterkammeret i kælderen.

“Jeg spurgte endda Marianne, om hun vidste, hvor de var, for hun ved tit, hvor mine ting er, når de er blevet væk,” siger Jørgen Skejbjerg og fortæller, at dette for eksempel gælder hans briller og bilnøgler.

“Men Marianne vidste heller ikke, hvor de var. Hun ledte ellers i det skab i stuen, hvor der tit gemmer sig rigtig mange ting,” uddyber Jørgen og fortæller, at Marianne forud for en rejse til Grækenland engang fandt parrets pas derinde.

Fandt beton-bor
“Jeg må jo nok erkende, at mine privilegier simpelthen er blevet væk,” siger Jørgen og sukker.

“Det er træls, for jeg ved, jeg har dem et sted.”

Søgningen efter privilegier har dog ikke været helt frugtesløs for Jørgen Skejbjerg. Han har nemlig fundet et beton-bor til sin slagboremaskine, der har været væk i flere år.