Foto: Galinadvorak, Bigstock

Der må igen gramses. Men kun uden på tøjet og udelukkende i folks egen sociale boble. Sådan lød udmeldingen fra statsminister Mette Frederiksen på gårsdagens pressemøde.

På et pressemøde fredag aften på Christiansborg fremlagde statsminister Mette Frederiksen nye retningslinjer mod coronavirus, mens smittetallene fortsætter med at slå rekord. På den baggrund indførte regeringen for to uger siden en udvidelse af krav om mundbind samt en yderligere begrænsning af forsamlingsforbuddet fra 50 til ti personer.

Det blev samtidig anbefalet, at man kun mødes med cirka ti personer. Sidstnævnte krav blev dog blødt en smule op på gårsdagens pressemøde.

I må gramse uden på tøjet
“Vi har besluttet, at det i en overgangsperiode, mens restriktionerne gælder, igen vil være tilladt at gramse. Men kun uden på tøjet, og man må kun gramse i sin egen sociale boble,” sagde statsminister Mette Fredriksen på pressemødet.

Udmeldingen har delt vandene. Forkvinde for Dansk Kvindesamfund Ulla Müller kalder det “en chokerende udmelding og et kæmpe tilbageskridt for MeToo-bevægelsen, der ellers har vist sit værd gennem de sidste måneder ved at sætte fokus på krænkelser og uønsket seksuel opmærksomhed som netop at gramse”.

Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti har på den anden side “ikke noget problem med de nye retningslinjer, da kvinder bare selv må lære at sige fra, hvis de oplever, at nogen overskrider deres grænser”.

Skuffet faglært fanget i jævn boble
Politisk kommentator Henrik Qvortrup ser tiltaget som et forsøg fra Mette Frederiksen og partitoppen på at erobre yderligere stemmer tilbage fra Dansk Folkeparti og kalder det “en sejr for arbejderisterne i Socialdemokratiet og en håndsrækning til vælgerne uden for de store byer, der finder debatten om krænkelser og en hånd på låret hysterisk”.

En af de vælgere, det drejer sig om, er 37-årige Rasmus Hansen fra Randers. Han er industritekniker og arbejder i en mellemstor produktionsvirksomhed. Han er umiddelbart glad for udmeldingen. Men samtidig lidt skuffet:

“Det kunne hun godt have meldt ud for to uger siden. Nu har jeg allerede fået lavet en social boble med min egen familie og min bror og hans familie. Og hans kone er godt nok ikke noget at skrive hjem om.”