Foto: News Oresund, Wikimedia Commons

Foto: News Oresund, Wikimedia Commons

Afstandskrav og alkoholrestriktioner gør det umuligt at slikke på folk i en brandert, mener tidligere overborgmester Frank Jensen, der derfor håber at kunne få del i de 50 millioner kroner, regeringen vil afsætte til at bekæmpe ensomhed. 

Mange har udtrykt glæde over, at regeringen vil afsætte 50 millioner kroner til at bekæmpe ensomhed. En af dem er tidligere overborgmester Frank Jensen. Han frygter, at coronakrisen vil gøre ham ensom, og derfor håber han på at kunne få del i midlerne.

“Afstandskrav og alkoholrestriktioner gør det umuligt at slikke på folk, når jeg er stiv,” siger den tidligere overborgmester, der erkender, at han har et problem.

Hund blandt forfædrene
Han mener nemlig, at han ikke selv kan gøre for, at han har sådan en trang til at slikke på folk, særligt kvinder, når han har fået for meget at drikke.

“Der må være en hund blandt mine forfædre. Jeg kan ikke forklare det på andre måder. Trangen er der hele tiden, men når jeg er ædru, kan jeg som regel tøjle den, for jeg ved jo godt, at det ikke er normalt at gøre sådan noget,” siger han og fortsætter:

“Når jeg får noget at drikke, giver jeg som de fleste andre slip på mine hæmninger. Og så er det altså, at jeg kan finde på at trænge mig på og slikke folk i øret – eller hvor jeg nu kan komme til at slikke.”

Pamfletter og sprut fra Tyskland
Lykkes det Frank Jensen at få del i regeringens ensomhedsmillioner, ved han allerede nu, hvad pengene skal bruges til.

“Jeg har allerede lavet udkastet til en pamflet, der oplyser om, hvordan der altså findes mennesker som jeg, som får det rigtig skidt med os selv, hvis vi må gå hjem fra en fest uden at have slikket på nogen. Den vil jeg trykke i eksemplarer nok til, at den kan blive husstandsomdelt i hele landet. Derudover vil jeg tage en tur over grænsen og hamstre en masse billig sprut,” siger han.

Morten Østergaard (R), der som Frank Jensen har trukket sig fra en politisk toppost på grund af sin krænkeradfærd, ser også optimistisk på muligheden for ensomhedspenge:

“Frank og jeg har talt om, at vi begge to skal søge, så vi kan komme på druk sammen. Vi kan selvfølgelig ikke gøre, som vi tidligere har gjort, når vi skal holde afstand, men vi kan stadig råbe efter lækre kvinder, når vi passerer dem på gaden.”