Foto: Nelosa, Bigstock

Foto: Nelosa, Bigstock

Man når slet ikke at glæde sig til debatten, når den begynder så tidligt, mener medlemmer af Facebook-gruppe, der foreslår en knæfald-for-islam-kalender til at tælle ned til den traditionsrige diskussionstid. 

Vinterboller, vinterfest, muslimske symboler i julepynt og alt for neutrale farver. Selvom det kun lige er blevet november, har mange islamkritikere taget hul på den traditionsrige kritik af butikkernes knæfald for islam op til jul.

Faktisk observerede flere, at diskussionerne begyndte allerede i slutningen af oktober, før Halloween. Det bør stoppes, mener danske Facebook-brugere, der mener, at man når at blive træt af diskussionerne længe før jul.

“I det mindste burde folk vente til december. Man er jo slet ikke i julestemning endnu, så man bliver slet ikke rigtigt engageret. Og når det så endelig bliver jul, er man allerede træt af diskussionen,” siger Lene Michaelsen, der har lavet en Facebook-gruppe for at dele sin frustration med ligesindede.

Der er gået sport i det
I løbet af få dage har flere tusind danskere meldt sig ind i gruppen. En af dem er 33-årige Jonas Langgaard. Han bakker op om gruppens budskab, men understreger, at det ikke er, fordi han har noget imod knæfalds-diskussionen.

“Jeg elsker at snakke om butikkernes knæfald for islam, men det er ikke som førhen, hvor det handlede om fornøjelsen ved at brokke sig over at se islam overalt. I dag er der gået sport i det, og folk kan næsten ikke komme i gang hurtigt nok. Det udvander traditionen og gør den betydningsløs,” siger han.

Lene Michaelsen er enig.

“Det er så dejligt at gå og glæde sig til, at nu begynder folk snart at brokke sig over, at butikkerne bruger ordet ‘vinter’ i stedet for ‘jul’ og bruger muslimske symboler i pynten, eller at man er gået væk fra at bruge julens traditionelle farver af hensyn til de såkaldte kulturberigere. Jeg når bare at blive træt af det før tid, når det begynder allerede i slutningen af oktober.”

Knæfald-for-islam-kalender
Jette Frandsen, der også er medlem af gruppen, har fået en god idé, som har vakt jubel i gruppen: en knæfald-for-islam-kalender.

“Jeg forestiller mig, at den har 30 låger, så det passer med, at man har åbnet dem alle, hvis man begynder 1. november. Og så kan der bag hver låge være billeder af Mogens Glistrup, julegrise, flæskesteg eller citater af Søren Espersen og Pernille Vermund,” siger hun og slutter:

“Så kan man gå og glæde sig i det små, og når så det endelig bliver december, og vi alle har gået og opsparet frustrationer over knæfaldet for islam i butikkerne, kan vi for alvor sætte gang i debatten og mærke, at den virkelig betyder noget for os.”