Logo: Socialdemokratiet

Logo: Socialdemokratiet

Den nye mutation kan smitte fra socialdemokrat til menneske og starte en ny pandemi, advarer Statens Serum Institut. Mette Frederiksen er ikke bekymret.

I disse dage er regeringen i gang med at aflive samtlige danske mink for at bremse en ny coronamutation, der potentielt kan gøre en vaccine virkningsløs. Mutationen er skabt i dyrene og har derefter smittet mennesker, som kan smitte hinanden.

Nu ser det ud til, at samme proces finder sted blandt socialdemokrater med en potentielt meget farligere mutation til følge.

“Vi fik rapporter om en særlig ny variant af corona blandt borgere, der havde været på eller i nærheden af Christiansborg i løbet af sidste uge, og kunne spore mutationen til Socialdemokratiet,” fortæller Kåre Mølbak, faglig direktør i Statens Serum Institut, der advarer om, at den nye variant, kaldet S-mutationen, ikke bare kan gøre en vaccine virkningsløs. Også selve sygdommen er noget ganske andet, end hvad vi hidtil har set.

Fra socialdemokrat til menneske
“I de tilfælde, hvor S-mutationen har bevæget sig fra socialdemokrat til menneske, har vi observeret nogle meget mærkelige symptomer. Rent fysisk sker der faktisk ikke så meget: Ingen feber, hoste eller lignende. Men mentalt gennemgår det smittede individ en hurtig og voldsom forandring,” fortsætter Mølbak og remser op, hvad læger og sundhedspersonale har observeret.

“En øget interesse for personer omkring 15 år, stor appetit på ostemadder, pludselig opbakning til omskæring. En af de smittede blev desuden ved med at spørge, hvem af sine partikammerater han kunne give en bestyrelsespost.”

Statsminister: Vi går efter flokimmunitet
Statens Serum Institut har udfærdiget en rapport, hvor de beskriver, hvordan smitten spreder sig fra socialdemokrat til menneske og derefter mellem mennesker, så en inddæmning bliver stort set umulig.

Dette bekymrer dog ikke statsministeren.

“I modsætning til den coronavirus, vi kender i forvejen, lyder den her sygdom ikke til at være specielt slem. Jeg synes, vi skal lade den sprede sig i befolkningen og se, om ikke vi kan opnå flokimmunitet,” sagde Mette Frederiksen til et pressemøde, hvor samtlige ministre var mødt op uden masker og stod i en tæt klump, hvorfra de hostede på de fremmødte journalister.

“Vi kan jo heller ikke sidde hjemme og kukkelure til juleaften. Bryd isolationen, folkens!” sluttede hun.