Foto: Phil Whitehouse, Flickr

Foto: Phil Whitehouse, Flickr

Et nyt koncept giver dig mulighed for at lave din hjemmearbejdsplads om til et storrumskontor, hvor tilfældige mennesker vil afbryde dig i dit arbejde.

Hvis du er en af de mange danskere, som er træt af hjemmearbejde og savner din hverdag under coronapandemien, er der godt nyt. Det danske iværksætterfirma Interrupt4You leverer i et nyt koncept et storrumskontor hjem til dig på hjemmearbejdspladsen.

Vil genskabe negative synergieffekter
”Vi ved, at de, der er hjemsendt, savner hverdagen med kollegerne her under corona. Især hører vi, at rigtig mange oplever, hvor lidt tid deres arbejdsopgaver egentlig tager, når de ikke bliver afbrudt og forstyrret hele tiden. Det giver en eksistentiel krise om, hvorvidt man egentlig er en travl og vigtig type. Der kan vi hjælpe med at genskabe nogle af hverdagens negative synergieffekter”, siger Peter Mielcke, der er CEO for Interrupt4You.

Interrupt4You tilbyder med deres ”full-storrums-experience” at facilitere og processe et arbejdsmiljø, der fuldstændig vil være som det storrum, du er vant til. For et beskedent dagligt beløb vil en række mennesker, du ikke har noget til fælles med eller i øvrigt har et ønske om socialt samvær med, komme hjem til dig på din hjemmearbejdsplads for at forstyrre og distrahere dig, mens du prøver at lave dit arbejde.

Det vil være muligt at vælge forskellige former for stærkt irriterende kolleger, sådan at du kan sammensætte præcis det storrum, der minder mest om din hverdag. Blandt de mest populære valg er en kollega ved siden af dig, der har højlydte, private telefonsamtaler med sin ægtefælle om forældremøder og aftensmad og en kollega, der konstant hænger foran din kaffemaskine derhjemme og skaber en lang kø, fordi han skal fortælle om sin sommerferie til Rhodos, der dog blev aflyst i år på grund af coronarestriktioner.

Passivt-aggressiv chef med psykopatiske træk
”Men jeg må også sige, at her på det sidste har vi oplevet en stor efterspørgsel på vores ældre HK’er, der altid kommer ind og afbryder dig, fordi hun ikke kan sende mødeindkaldelser på mail, og som lige samtidig skal vise dig billeder af sit 2-årige barnebarn Polly. Det er virkelig noget folk savner”, siger Peter Mielcke.

For de mere rutinerede brugere af ”full-storrums-experience” tilbyder Interrupt4You mere ekstreme storrumskolleger. For eksempel kan man bestille en passivt-aggressiv chef med tydelige psykopatiske træk, der dækker over sin egen utilstrækkelighed ved at ødelægge det psykiske arbejdsmiljø. Er du kvinde, kan du også bestille en 58-årig økonomichef, der kigger lummert på dig og kommer med sjofle kommentarer om din påklædning.