Domstolene overtager i stigende grad mediernes arbejde med at dømme folk. Det får nu flere mediechefer til at råbe vagt i gevær.

I en meget omtalt drabssag fra Bornholm blev to brødre dømt for at have dræbt en dansk-afrikansk mand. Mens der i både danske og internationale medier har været spekuleret i et racistisk motiv til det brutale drab, kom Retten på Bornholm frem til, at det sandsynligvis var en personlig konflikt, der fik de to brødre til at begå forbrydelsen.

Afgørende for befolkningens tillid til medier
Drabssagen fra Bornholm er blot det seneste eksempel på, at domstolene blander sig i mediernes arbejde og tilsidesætter deres domme. Det får nu en række mediechefer til at lange ud efter domstolene.

”Det er meget, meget kritisk, at domstolene sætter spørgsmålstegn ved det, vi i mediebranchen er kommet frem til,” lyder det fra Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen.

”I en tid med fake news er det helt afgørende, at befolkningen har tillid til medierne, og så går det altså ikke, at der kommer offentlige instanser ind og modsiger os”, uddyber han.

”Det er konkurrenceforvridende, at en offentlig institution som domstolene går ind og overtager opgaven med at dømme folk. Det tager en meget vigtig samfundsopgave og indtjeningsmulighed væk fra de privatejede medier,” istemmer chefredaktør Tom Jensen fra Berlingske.

Tilbageskridt for civilisationen
Ifølge mediejurist Vibeke Brorberg fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er det ikke ulovligt, at domstolene fælder dom i sager, som medierne allerede har behandlet. Alligevel ser hun meget kritisk på udviklingen, som hun kalder ”principiel og alvorlig”.

”Vi var efterhånden kommet videre fra, at domstolene blandede sig i mediernes arbejde”, siger Vibeke Broberg og nævner metoo-sager og dele af true crime-genren som eksempler på, at medier i de senere år har dømt folk skyldige i forbrydelser uden domstolenes indblanding.

”På den måde har vi bevæget os længere ind i civilisationen de senere år, hvor medierne er kommet tættere på deres naturlige rolle som dømmende magt. Så det er meget naturligt, at mange vil korse sig, når vi træder tilbage mod fordums mørke tider”, uddyber Vibeke Broberg.

Det har ikke været muligt for RokokoPosten at få en kommentar fra Retten på Bornholm, da vi på grund af manglende interesse i deres syn på sagen, ikke har kontaktet dem.