Foto: Tuzenko, Bigstock

Foto: Tuzenko, Bigstock

Hvis du bor i Køge og besøgte Netto-butikken på Toldbodvej i fredags, husker du sikkert Ole med kartoflerne, mælken og AA-batterierne. RokokoPosten har fundet ham.

Man skal nok være fra Køge for at kunne huske ham. Og have besøgt Netto-butikken på Toldbodvej i fredags mellem 14.20 og 14.28. For der stod han jo, Ole.

Du vidste måske ikke, at han hed Ole, som han bevægede sig frem i køen med kurven fuld af mælk, kartofler og AA-batterier. Men det gjorde han, og han kom af med 53,40 kroner. Det fortæller han nu til RokokoPosten, der har opsøgt den 43-årige Netto-kunde i hans hjem lidt uden for Køge.

“Ja, det var jo dengang,” siger Ole og kigger ud af vinduet, mens han hælder lidt af fredagens mælk i kaffen. Det er allerede tre dage siden, at indkøbet fandt sted, men Ole husker det, som var det i går.

“Ja, jeg skulle egentlig kun have mælk og kartofler, men kom så i tanke om, at fjernbetjeningen ikke virkede længere, så der snuppede jeg lige en pakke AA-batterier ved kassen.”

Følte sig lidt dum
Ikke et godt valg for Ole, skulle det vise sig.

“Fjernbetjeningen bruger AAA-batterier, men det fandt jeg først ud af, da jeg havde pakket de andre ud og var klar til at sætte dem i. Der følte jeg mig lidt dum,” siger Ole, hvis tilsyneladende succesfulde indkøbstur pludselig havde taget en drejning.

“Jeg havde jo nok levet højt på, at det gik så hurtigt med at få købt tingene, og at jeg faktisk var kommet i tanke om den fjernbetjening, der havde ligget og ikke virket i to uger. Men så stoppede opturen.”

Ole blev stædig
Ole blev irriteret og smed batterierne over i sofaen. Han kunne kun tænde for fjernsynet, ikke skifte kanal eller finde sin Netflix-app; endnu en aften foran computeren ventede. Ole blev trist.

“Den skærm er bare for lille, hvis man vil se noget ordentligt. Og så blev jeg sgu stædig.”

Ole rejste sig, gik ud i bilen og kørte hele vejen tilbage til Netto-forretningen. Denne gang købte han de rigtige AAA-batterier og kunne endelig se fjernsyn på en større skærm.

“Jeg tænker tit tilbage på den eftermiddag i Netto med AA-batterierne og føler, at jeg har lært enormt meget af min fejl. Det var bestemt ikke nemt hele vejen igennem, men nu er jeg et helt andet og meget bedre sted,” slutter han.