Foto: White House, Wikipedia

Foto: White House, Wikipedia

En amatør, der ikke engang kan finde ud af at lave massegrave. Så hård er dommen over Mette Frederiksen på diktatorernes verdenskongres.

I sidste weekend blev den årlige verdenskongres for nuværende og afdøde diktatorer afviklet af The Esteemed Society of Despotic Leaders and Tyrants, populært kaldet TESLA, i Wien.

Det var en kongres præget af positive forventninger til fremtiden, idet coronaepidemien og klimakrisen ventes at skabe en længe ønsket revival for jernhård statsstyring og undertrykkelse af befolkninger.

Kongressens helt store samtaleemne var Danmarks statsminister, Mette Frederiksen. Præsident Teodoro Obiang Nguema Mbasogo, der siden 1979 har regeret Ækvatorialguinea med en jernnæve, havde nemlig stillet forslag om at indlemme statsministeren i diktatorklubben.

Begrundelsen lå i hendes inspirerende forfatningsstridige håndtering af minksagen og nedlukningen af Nordjylland.

Største danske talent siden Estrup
Det skulle imidlertid vise sig, at forslaget fik en hård medfart, eftersom formand for diktatorklubben, Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, var imod.

“Jeg værdsætter, at vi for første gang siden J.B.S. Estrup har et skandinavisk prospect. Mette Frederiksen har med politiets og militærets hjælp begået massemord. Godt nok kun på mink, men alligevel,” udtalte den hviderussiske autokrat, men tilføjede så:

“Men her stopper anerkendelsen. Vi har i de danske medier kunnet læse, at journalister kritiserer landets overhoved uden efterfølgende likvideringer. Vi har også konstateret, at den heltemodige nedslagtningsminister er blevet fyret.”

Intet aalborggensisk blodbad
Talen førte til et brus af klapsalver og stående honnør fra hele salen. Under den efterfølgende middag gik snakken højt om sagen, herunder ved bord 13, som blandt andet talte prominente navne som Augusto Pinochet, Christian 2. og Stalin.

Den sovjetiske diktator var tydeligt bestyrtet over, at Mette Frederiksen ikke var i stand til at lave en massegrav, der kunne holde hendes forbrydelser skjult. Christian 2., som ellers håbede på optagelse af en landsmand i diktatorklubben, undrede sig over, at hun ikke havde ladet minkavlernes hoveder rulle på Gammeltorv i Aalborg.

Efter desserten gik Pol Pot på talerstolen og udbragte en skål.

“Lad os i denne ellers så gunstige tid for alle verdens diktatorer og prospects erklære danske Mette Frederiksen for en amatør. Jeg vil sørge for at fremsende hende min seneste selvhjælpsbog, Diktator – fra medieforlig til folkemord.”

Kongtessen sluttede i øvrigt med genvalg af Lukasjenko som formand uden afstemning.