Foto: Aalborg Stift, Flickr

Foto: Aalborg Stift, Flickr

Ingen kirker må lukke juleaften, for hvis ikke de sunde og stærke kan vise Jesus, at de er villige til at holde syge og svækkede udenfor, som han selv blev holdt udenfor, kan man ikke kalde sig kristen, mener biskop Peter Fischer-Møller.

“Der skal være åbne kirkedøre, så folk kan komme ind for at høre juleevangeliet, medmindre de altså er syge eller udsatte, hvis de smittes med coronavirus.”

Sådan lyder det fra biskop Peter Fischer-Møller efter, at menighedsrådet i Jyllinge Sogn har besluttet, at man på grund af corona vil aflyse de planlagte gudstjenester juleaftensdag.

Han begrunder sin beslutning om, at kirkerne ikke må aflyse julegudstjenester, med, at det lige netop juleaften er vigtigt, at syge og svækkede kan føle sig udelukket fra fællesskabet:

“Det er fuldstændig i tråd med juleevangeliet, at de stærke og de raske kan komme og hygge sig sammen i kirken, mens de syge og svækkede må blive hjemme og føle sig udenfor.”

Jesus var også udenfor
Peter Fischer-Møller forklarer, at vi i juleevangeliet hører om, hvordan Guds søn, Jesus Kristus, bliver født i en stald, fordi der ikke var plads til ham andre steder. Han var med andre ord udenfor, og derfor er det vigtigt for kristne at mødes i en kirke for at holde andre udenfor.

“Hvis vi ikke kan vise Jesus, at vi er villige til at holde andre udenfor, som han selv blev holdt udenfor, hvordan kan vi så overhovedet kalde os kristne?” spørger han retorisk og tilføjer, at det selvfølgelig ikke er den eneste grund til, at det er vigtigt, at julegudstjenesterne ikke bliver aflyst.

Vigtigt for julestemningen
For rigtig mange danskere spiller det at gå i kirke juleaftensdag nemlig en stor rolle. Det er nødvendigt for at skabe den rigtige julestemning.

“Der er mange, som ikke engang plejer at gå i kirke, som slet ikke kan undvære julegudstjenesten. For dem er julegudstjenesten en hyggelig optakt til overspisning og gaveregn, og det kan vi ikke være bekendt at frarøve dem,” siger han og tilføjer, at det selvfølgelig kun gælder den del af befolkningen, der er fuldstændige raske og ikke i risiko for at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet med coronavirus:

“De må forblive isolerede, mens vi andre dyrker fællesskabet, og det kan vi sagtens være bekendt. Jesus har jo vist sin solidaritet med dem, så behøver vi andre ikke at gøre det.”