Ill.: The Masterplan Studios, Bigstock

Ill.: The Masterplan Studios, Bigstock

Hvordan kan du følge statsministerens opfordring til at holde en markant anderledes nytårsaften? Hvad med at offentliggøre koder fra dit NemID-nøglekort, fyre med varmesøgende missiler eller brodere hele dronningens nytårstale? 

“Nytårsaften plejer at være en utrolig glædelig begivenhed, men i år vil vi opfordre til, at man holder en markant anderledes nytårsaften, end vi plejer at gøre.”

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde tidligere på måneden. Det har givet utallige danskere grå hår i hovederne, fordi de har svært ved at se for sig, hvordan en sådan aften kunne se ud. RokokoPosten har derfor sammensat en liste med forslag baseret på adskillige interviews med eksperter.

1. Offentliggør alle koder på dit NemID-nøglekort
Sørg for at være alene nytårsaften. Hvis du bor sammen med andre, kan I sætte jer i forskellige rum – eller i hver sin ende af store rum. Tag din computer, smartphone eller andet, som du kan bruge til at gå på Facebook eller andre sociale medier med, samt dit nøglekort til NemID.

Det lyder risikabelt, da det jo anbefales, at man opbevarer nøglekortet sikkert, så ingen får adgang til koderne, men kortet udfases alligevel i løbet af 2021, og du smitter med garanti ingen med coronavirus.

2. Skyd nytåret ind med varmesøgende missiler
Du kan skyde nytåret ind på en markant anderledes måde, end du plejer, hvis du bruger varmesøgende missiler i stedet for de sædvanlige raketter, hvoraf halvdelen alligevel ender som fusere. Vi vil for god ordens skyld nævne, at det ikke er tilladt at fyre med varmesøgende missiler, og hvis du rammer et forbipasserende passagerfly, risikerer du adskillige års fængselsstraf. Men du kan altid skyde skylden på Hanne og Erik inde fra nummer 16 – det fortjener de efter deres uberettigede brok over, at du ikke ryddede ordentligt op efter sidste års nytårsfest.

3. Brodér dronningens nytårstale
Brodér hele dronningens nytårstale på et meget stort stykke Aida-stof. Hæng det bagefter op på en væg i stuen. Måske skal du tage nogle billeder ned først, for uanset hvor fint stoffet er, kommer det til at fylde meget. Vær omhyggelig med retskrivningen og korrekt tegnsætning, så du ikke bagefter skal gå og stirre dig blind på en åndssvag kommafejl. Dronningens egne talefejl kan derimod sætte et charmerende præg på håndarbejdet. Fremhæv dem evt. med en anden farve.