Foto: Digital Genetics, Bigstock

Foto: Digital Genetics, Bigstock


For at undgå nye anklager om racisme har Jyllands-Posten pålagt sine bladtegnere, at frontfiguren fra Black Lives Matter Denmark fremover kun må tegnes, så hun ligner en hvid mand uden usædvanlige træk. Racisme uanset hvad, mener Bwalya Sørensen.

Jyllands-Postens opinionsredaktør Palle Weis har besluttet, at der ikke længere må laves tegninger af Black Lives Matter Denmark-frontpersonen Bwalya Sørensen, medmindre hun portrætteres som en neutralt udseende hvid mand.

Det skyldes anklagerne om racisme på grund af en satiretegning, hvor Bwalya Sørensen, der er sort, kraftig, ofte vred og ofte klædt i en orange kjole, er tegnet som en sort, kraftig, vred kvinde iklædt en orange kjole.

“Jeg har taget kritikken til mig og medgiver, at jeg som hvid mand ikke ved, hvad racisme er, men jeg tror, at jeg har forstået, at racisme ofte udøves af hvide mænd. Derfor har jeg besluttet, at Bwalya Sørensen fremover skal tegnes som en hvid mand. Pointen er jo, at hun også selv er racist, og det viser vi tydeligt på den måde,” siger Weis.

Alligevel racisme
For Bwalya Sørensen gør det dog ingen forskel, om hun bliver tegnet som en tyk, sort kvinde eller en karakterløs, hvid mand. Der er ingen måde at tegne hende på, som ikke er racistisk, medmindre man er en sort tegner i et land domineret af sorte.

“Om de så tegner mig som en sød lille kattekilling, så er det racisme, fordi det er en dansk avis. Det er white supremacy og mobning, og det kan de ikke ændre på, før de gør Jyllands-Posten til en sort avis, som får hovedsæde i Afrika,” siger hun.

Faktisk er der kun én måde at undgå racisme i de danske medier, forklarer Bwalya Sørensen.

Kan ikke tåle kritik
Først og fremmest skal medierne sørge for, at kun sorte mennesker skriver om sorte. Dernæst skal de sørge for, at alle historier om sorte er positive og uden kritik af sorte menneskers synspunkter.

“Vi har traumer, så vi kan ikke tåle kritik. Det gør ondt, når man bliver kritiseret af en hvid. For sorte har altid været holdt nede af hvide. Derfor skal hvide holde op med at udnytte deres privilegier ved at sige deres mening til sorte,” siger Bwalya Sørensen og slutter:

“Det betyder selvfølgelig ikke, at hvide holder op med at være racister. Men i det mindste sikrer vi, at sorte kan komme til orde uden at skulle stå til ansvar. Det egner vi os bedst til.”