Foto: Folketinget.dk

Unge piger, der drømmer om at udøve magtmisbrug og bryde loven, har et forbillede at spejle sig i, lyder det fra danske feminister. 

Der blev skrevet danmarkshistorie i sidste uge, da et flertal i Folketinget valgte at indlede en rigsretssag mod forhenværende integrationsminister Inger Støjberg (V).

Det er nemlig kun sjette gang, det sker, og første gang, hvor den anklagede er en kvinde.

Kvindesagsforkæmpere jubler
Det vækker jubel blandt danske kvindesagsforkæmpere. Henriette Laursen, der er forkvinde for tænketanken Kvinfo, skriver på Twitter:

“Jeg kan huske, at jeg som ung kvinde fulgte Tamilsagen mod Erik Ninn-Hansen. Dengang virkede det som utopi, at en kvinde en dag kunne stå på anklagebænken og trække hele det borgerlige Danmark med sig i faldet,” siger hun og bakkes op af næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund, Ulla Tornemand:

“Patriarkatet vil gerne have dig til at tro, at det kun er mænd, som er i stand til at begå magtmisbrug, men nu har ikke alene Inger Støjberg, men også Mette Frederiksen brudt loven for at sætte deres jernviljer igennem,” udtaler Tornemand og tilføjer:

“Om det er lovstridig adskillelse af mindreårige par eller grundlovsbrud og minkmassakre: The future is female!

Et nulevende forbillede
Ifølge Kenneth Reinicke, der er kønsforsker på Center for Ligestillingsforskning på Roskilde Universitet, skriver Støjberg og Frederiksen sig ind i en tradition for powerful female empowerment.

“Verdenshistorien har få, men markante eksempler på kvindelige ledere, der har matchet eller endda overgået mændene i magtmisbrug og brutalitet. Elizabeth Báthory og Katarina den Store er historiske forbilleder, men nu har små piger et helt konkret og nutidigt forbillede at se op til,” siger han.