Det skal være muligt at gøre, hvad man vil, uden at skulle stå til ansvar for den eventuelle skade, ens handlinger medfører, mener arrangør af de sidste ugers demonstrationer i København og Aarhus.
Lørdag efter lørdag er hundredvis af danskere mødtes for at demonstrere for en sag, som det indtil nu har været svært at få overblik over. Nu står en af arrangørerne, den 52-årige psykoterapeut Bo Poulsen, frem og forklarer, hvad det hele handler om. Han er initiativtager til bevægelsen Do Whatever, og det er den, som har sat gang i protesterne, som ikke kun handler om håndteringen af COVID-19.
Utilfredsheden med coronarestriktionerne spiller dog en væsentlig rolle, da den har gjort det muligt at samle et stort antal mennesker. Men der er andet og mere på spil for Do Whatever, understreger Bo Poulsen.
Ægte samfundssind
Ifølge Bo Poulsen er Do Whatever-bevægelsen befolkningens garant for ægte samfundssind. Ægte samfundssind er nemlig, at man sætter hinanden fri og løsriver sig fra den falske idé om, at handlinger kan have konsekvenser.
“Det er klart, at det kan lyde sådan, hvis en person, som er smittet med coronavirus, trodser anbefalingerne om at isolere sig og dermed smitter andre. Det er, fordi vi er opdraget til, at andre mennesker kan have skylden for noget, der rammer os,” siger han og uddyber:
“Hvis du bruger din sunde fornuft, ved du godt, at der er nogle, som ikke er blevet smittet, selvom de har været sammen med smittede. Så du kan ikke bare sige, at den, som er smittet, er skyld i, at smitten spredes. Det er alt for forsimplet og skyldes kun en forældet tankegang om, at vi som mennesker har et ansvar over for andre.”
Bundet af skæbnen
Derfor ønsker Do Whatever i sidste ende at afskaffe retssamfundet, som vi kender det. I stedet skal der indføres et straf- og konsekvensløst samfund. For kun sådan bliver mennesket fuldstændig frit. Så frit, som det altså er muligt.
“Vi vil altid være bundet af vores skæbne. Det kan vi ikke lave om på. Resten kan vi dog godt lave om på, så vi ikke straffer dem, der blot realiserer deres sande potentiale,” siger han og slutter:
“Hvis du vidste, hvor mange klienter, jeg har haft, som kun har problemer, fordi de har gjort noget, som nogle har besluttet, at de ikke må. Tænk, hvis vi løsrev os fra tanken om skyld og personligt ansvar – kan du ikke godt se, at det ville gøre os alle langt mere lykkelige? Medmindre, selvfølgelig, folk dør – men vi dør jo alle på et eller andet tidspunkt, så det bør ikke være et argument for at bremse vores bevægelse.”