Foto: Bigstock, Cristalov

“Nu tror alle på Vesterbro og Twitter, at jeg er socialdemokrat eller spiller håndbold,” lyder det fra ulykkelig idéhistoriker og podcastjournalist.

“Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg kunne overse det.”

Ordene kommer fra en fortvivlet Peter Ravn, som RokokoPosten har mødt i hans lejlighed på Absalonsgade på Vesterbro.

Peter lader sjældent en lejlighed gå forbi til at kritisere, hvad han kalder en “leflende provinsiel og neo-rindalistisk æstetik” hos regeringspartiet.

Men da Mette Frederiksen i sidste uge lagde et billede af en makrelmad op på Instagram, glemte Peter Ravn alt om at dele sin afsky for fiskekonserves på de sociale medier.

“Jeg så godt, at de alle sammen var i gang. Både Mads Brügger og Henrik Qvortrup. I stedet for at retweete, ville jeg skrive mit eget opslag, men så glemte jeg det simpelthen!”

Har vendt interessen fra DF til S
Den 34-årige podcastvært og cand.mag. i idéhistorie var for et årti siden meget aktiv i en række Facebook-grupper, der tog afstand fra Dansk Folkeparti, såsom “Kan dette marsvin få flere fans end Pia Kjærsgaard?” (det kunne det) og “Modstandsbevægelsen mod Dansk Folkeparti – Danmarks Løver”.

De seneste år har han imidlertid vendt interessen mod Socialdemokratiet, som han tager afstand fra gennem grupper som “Mink-Morder-Mette for en Rigsret” samt hyppige tweets om Socialdemokratiets medansvar for lukningen af Radio24Syv.

”Hvis jeg ikke mindst én gang om dagen kan markere min afsky for pøllet bodega-dyrkende arbejderisme, så er jeg bange for, at mine naboer eller folk på Twitter tror, jeg er socialdemokrat. Eller at jeg interesserer mig for håndbold eller populærmusik,” siger han.

S: Vi deler vælgernes smag for industrielt forarbejdede fødevarer
I Socialdemokratiet deler vicepartisekretær Mattias Bredde skuffelsen.

“Vi får for 200.000-300.000 kr. gratis reklame, hver gang alle snakkehovederne går helt banjo over et eller andet folkeligt, som Mette Frederiksen gør. Om det er græsslåning, leverpostej eller vinduespudsning,” siger Mattias Bredde og tilføjer:

“Det er et simpelt spørgsmål om, at vi ikke kan opretholde vores popularitet, hvis ikke danskerne konstant bliver mindet om, at vi er totalt i øjenhøjde og deler deres dårlige smag for industrielt forarbejdede fødevarer af tvivlsom kvalitet.”