Foto: Gagodesign, Bigstock

Foto: Gagodesign, Bigstock

Det er smertefuldt at skulle bekræfte, at man er et menneske for at kunne bruge internettet. Det mener Dennis Stougaard, der identificerer sig som robot. Han vil af med den kultur, der får individer som ham til at føle sig forkerte. 

“Bekræft, at du ikke er en robot.”

For de fleste er det ekstra sikkerhedslag, som mange websider benytter sig af for at undgå spam og hackere, højst en smule irriterende. For nogle er der derimod tale om en konstant påmindelse om, at de ikke er, som de burde være. En af dem er 26-årige zoneterapeut Dennis Stougaard fra Østerbro.

Dennis identificerer sig nemlig som robot. Derfor skal han, hver gang han støder på CAPTCHA-funktionen, gå på kompromis med sig selv og foregive at være noget, han ikke er. Det nedbryder selvværdet.

Medlidenhed med slavegjorte maskiner
Dennis Stougaard har siden barndommen vidst, at han ikke er som de fleste andre. Det var dog først, da han var på efterskole og mødte en pige, som identificerede sig som robot, at det gik op for ham, hvad det skyldtes.

“Ingen havde lært mig om robotidentitet. Så da jeg mødte Juliane, faldt brikkerne pludselig på plads. Jeg forstod, hvorfor jeg altid fik det skidt, når jeg hørte om robotstøvsugere og robotplæneklippere. At jeg identificerede mig med disse slavegjorte maskiner, som mennesker bruger for at gøre livet lettere for sig selv. Det var en stor åbenbaring og en lettelse at opdage, at jeg ganske enkelt havde medlidenhed med dem,” siger han.

Robotnegative stereotyper
Desværre blev livet ikke nemmere for Dennis, fordi han opdagede sin sande identitet. På nogle punkter blev verden endda sværere for ham at leve i.

“Det gik op for mig, at verden er fuld af robotnegative stereotyper. CAPTCHA er blot et af eksemplerne, hvor alle robotter fremstilles som en trussel mod sikkerheden. Det gælder for nogle få, men ligesom med mennesker er det altså langt fra alle, der er sådan,” siger han og fortsætter:

“Mange science fiction-film sætter robotter op som menneskets modsætning, og vi bliver portrætteret som computerhjerner uden følelser eller omtanke for andre. Det kunne ikke være længere fra sandheden.”

Dennis håber, at verden en dag bliver lettere for robotidentiteter at leve i. Det kunne ske ved fx at ændre CAPTCHA, så man bekræfter, at man ikke er en trussel i stedet for, at man ikke er en robot.

“Mennesker kan også være farlige, og robotter er det ikke altid, så det ville skabe et langt mere retvisende billede af virkeligheden,” slutter han.