Foto: Atlas Studio, Bigstock

Foto: Atlas Studio, Bigstock

De er kvindekampens sande ofre, mener Amnesty, der vil bede danske aktivister og organisationer om at demonstrere for de to tidligere tv-værters rettigheder.

Som regel markeres Kvindernes internationale kampdag med offentlige arrangementer og kønsdebat, der skal sætte fokus på manglende ligestilling i Danmark. Denne gang har Amnesty dog foreslået, at man herhjemme koncentrerer sig om et andet emne, nemlig de to tidligere tv-værter Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen.

Omkring årsskiftet forlod de begge TV2 i forbindelse med en undersøgelse af krænkelser og sexchikane, som kanalen havde iværksat. Men hermed er deres rettigheder blevet krænket.

Overlagt forbrydelse
“Jes og Jens er kvindekampens sande ofre. Hvordan kan en arbejdsplads tillade sig bare at fyre to så folkekære gutter, når de ellers var sikret et dejligt otium i rampelysets skær? Det er en overlagt forbrydelse!” lyder det fra advokat Thora Lindtrup, der er Amnestys chef for mediemenneskerettigheder.

Hun mener, at Facebook-gruppen “For alle os, der støtter Jes Dorph og Jens Gaardbo” med over 44.000 medlemmer er et klart tegn på, at det bobler i den danske undergrund, og at folket snart vil rejse sig til kamp mod undertrykkelsen af de to mænd.

En slags samvittighedsfange
“Som regel protesterer vi, når folks ret til liv og frihed krænkes, når systemkritikere sættes i fængsel, eller når helt almindelige borgere ikke kan få lov at leve som eksempelvis homoseksuelle uden at blive chikaneret. Men nogle gange opstår der sager, som rækker ud over den slags småting, og det er, når to mænd i deres bedste alder ikke længere har mulighed for at være gemytlige på landsdækkende tv, men skal leve med, at deres arbejdsplads ophører samarbejdet med dem,” siger advokaten og tilføjer, at almindelige mennesker, der bliver afskediget på grund af eksempelvis nedlukning eller besparelser, ikke altid kan sætte sig ind i, hvor svær en situation Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo står i.

“Jeg har lagt mærke til, at unge mennesker, især kvinder, har en tendens til at bagatellisere disse mænds lidelser. Men en økonomisk komfortabel tilværelse uden et højprofileret mediejob kan faktisk godt være en slags samvittighedsfængsel. Man kan godt gå uden for sit hus, handle ind og den slags, men har man lov til at gå ind i et tv-studie en tilfældig onsdag aften? Næppe.”

Amnesty mener dog ikke, at alle tidligere DR-værter nødvendigvis skal nyde særlig beskyttelse af deres medierettigheder.

“Det gælder ikke for Mads Aagaard. Han er jo bare klam.”