Foto: Henrik Qvortrup

En enig opposition udpegede fredag eftermiddag den nu forhenværende politiske redaktør på B.T., Henrik Qvortrup, til ny opposition. Et logisk valg og erkendelse af virkeligheden, lyder det fra politisk kommentator.

“Det er en magtarrogance, vi oplevede fra statsministeren.”

Sådan lyder dommen fra den nyslåede leder af oppositionen, Henrik Qvortrup, over Mette Frederiksens optræden på et pressemøde tirsdag.

Anledningen var statsministerens manglende vilje til at svare på spørgsmål om den såkaldte dobbeltstraf til corona-forbrydere, der konkret betyder, at en kvindelig Men in Black-aktivist er blevet idømt to års fængsel for medvirken til overfald på politiet i en sag, der normalt ville give et års fængsel.

Lars Løkke: Befrielsens øjeblik
Konfrontationen er den seneste i en lang række sammenstød mellem Mette Frederiksen og Henrik Qvortrup. Statsministeren udtalte sidste år om den daværende journalist: “Nu er du jo, må vi forstå, utrolig klog,” og tilføjede, at det måske var meget godt for danskerne, at Qvortrup ikke var statsminister.

Det sidste kan imidlertid gå hen og blive tilfældet, for overraskende nok valgte en enig opposition fredag eftermiddag at overgive ansvaret for at være opposition til Henrik Qvortrup.

Den forhenværende oppositionsleder, Lars Løkke Rasmussen, er ærgerlig, men udtrykker alligevel forståelse for beslutningen:

“Jeg har efter bedste evne forsøgt at stille spørgsmål til regeringens corona-håndtering, men må erkende, at det ikke har haft nogen effekt,” udtaler Løkke Rasmussen og tilføjer:

“Helt ærligt tror jeg ikke, nogen af os gider mere. Det bliver et befrielsens øjeblik at slippe for ansvaret og for at tabe næste valg.”

Noget tyder på, at oppositionslederens nye konfronterende kurs har en effekt. En meningsmåling udført af RokokoPolls viser nemlig, at tre ud af fire danskere mener, at oppositionen fremstår skarpere i sin kritik af regeringen end tidligere.

Oppositionen har erkendt virkeligheden
Det er første gang i danmarkshistorien, at oppositionen ikke sidder i Folketinget, men ifølge politisk kommentator Søs Marie Serup er der tale om et logisk valg:

“Sandheden er, at Socialdemokratiet ikke for alvor har mødt modstand siden valget i 2019. Derfor er spørgsmålet, om man ikke bare har erkendt virkeligheden og peget på den eneste, som tør sige statsministeren imod.”