Nyheden om den gradvise genåbning efter påske begejstrer ikke Heidi Jensen fra Slagelse. Den kommer nærmest ikke til at betyde noget for hende, og hun har i forvejen givet afkald på mere end alle andre. Videnskaben giver hende ret.
“Det kan jeg bruge til lige præcis intet!”
Så kontant var Heidi Jensens kommentar til regeringens plan for gradvis genåbning af samfundet efter påske. Det er nemlig ikke lige præcis de ting, som Heidi Jensen ser frem til, som åbner først, og det er uretfærdigt, mener hun, fordi hun i forvejen har måttet begrænse sig selv mere end alle andre – i hele verden, faktisk.
“Hvorfor skal de unge have lov at komme i skole, når det er dem, der smitter mest? Hvad med os andre, som sidder herhjemme og kukkelurer og ikke har noget at lave? Hvorfor er der ingen, der tænker på os?” skriver den 49-årige mellemleder, der har været hjemsendt fra sit job i så lang tid, at hun ikke helt har tal på det, men helt sikkert længere end alle andre, fastslår hun.
Videnskaben enig
Et forskerhold fra universitetet i Yale giver Heidi Jensen medhold.
“Vi har undersøgt alle mennesker i hele verden, og der er ingen tvivl om, at danske Heidi Jensen er den, det er allermest synd for. Hun er ganske vist ikke blevet fyret, men hun trives slet ikke, hvis hun ikke kommer på arbejde, så at gå hjemme med fuld lønkompensation er et rent helvede for hende. Hun er selvfølgelig heller ikke død, men når man lever så kedeligt, som Heidi gør, er det næsten det samme,” siger Kathleen Burgess, der er forskningsleder på projektet.
En tur til frisøren eller en lækker spabehandling er ingen trøst.
“Heidis datter er frisør og kosmetolog, så hun har ikke brug for at købe sig til skønhedspleje. Hun har brug for at komme på restaurant, i biografen og i fitnesscenter. Det er grusomt, at regeringen ikke har tænkt på det,” siger Burgess.
Må blive hjemme og rådne op
Heidi Jensen må vente en hel måned længere end alle andre, før hendes behov kan blive tilfredsstillet. Og hun skal endda bruge coronapas.
“Det er at skide op og ned ad ryggen på en kvinde som Heidi, der plejer at shoppe på nettet og derfor ikke nyder godt af åbne forretninger og indkøbscentre. Og når hun så samtidig skal fremvise en negativ test, som er højst 72 timer gammel, er det faktisk som at sige, at hun skal blive hjemme og rådne op,” siger Kathleen Burgess.
Heidi Jensen selv er dog ikke overrasket over regeringens prioriteringer:
“Regeringen er kun ude på at gøre livet surt for mig, mens alle andre bare kan knipse, så får de deres vilje.”