Foto: Eugene Onischenko, Bigstock

Foto: Eugene Onischenko, Bigstock

Efter afsløring af anvendelse af doping i form af internetmemes, alkohol og humør-boostende TV-programmer som Danmark griner er Danmark blevet diskvalificeret fra årets konkurrence om at være verdens lykkeligste land.

Danmark er ikke længere verdens lykkeligste land. Faktisk har vi ikke vundet konkurrencen siden 2016, men har dog formået at tilkæmpe os flotte placeringer som nummer to og tre siden da. I år kom vi ind på en tredjeplads efter Finland og Island, men glæden varede kort. FN har nemlig diskvalificeret Danmark efter afsløring af et omfattende dopingmisbrug.

FN har længe næret mistanke om, at Danmark snød i konkurrencen, men først nu er det lykkedes dem at skaffe bevis for sagen. Det er blandt andet et overforbrug af alkohol og internetmemes, der har fældet danskerne, men også TV-programmer, der udelukkende er til for at booste humøret, er blandt årsagerne til, at Danmark har fået frataget sin tredjeplads.

Heino Hansen og Danmark griner
“Vi har undersøgt TV-programmer som Danmark griner og fundet, at de giver kunstigt skabt lykkefølelse, hvilket ikke er tilladt i konkurrencen,” siger overdommer og medlem af FN’s sekretariat Luis Perez, der tilføjer, at det samme gælder for alt med Heino Hansen:

“Det betydelige, men kunstigt skabte lykkeboost, som den folkekære komiker giver alle, der udsættes for ham, har påvirket deltagerne i en grad, som giver dem klare fordele over andre landes deltagere.”

Det samme gør sig gældende for det abnorme forbrug af internetmemes, som FN har afsløret blandt danske deltagere, der ligeledes har benyttet sig af større mængder alkohol og kage i deres forsøg på at generobre førstepladsen.

Indlysende at danskere ikke er lykkelige
Udenrigsminister Jeppe Kofod er ked af, at danskerne har snydt i forsøget på atter at blive verdens lykkeligste, og han beklager mange gange på vegne af Danmark.

“Vi kommer igen næste år, og jeg lover, at det denne gang bliver uden snyd,” siger han.

Luis Perez er dog ikke sikker på, at Danmark nogensinde vil blive verdens lykkeligste land uden brug af doping.

“Resultatet har altid undret mig. Danmark har så højt et niveau af velstand, velfærd, tryghed og sikkerhed, og alligevel bruger danskerne størstedelen af deres tid på at brokke sig og skændes over ligegyldigheder på Facebook. Det tegner bestemt ikke et billede af en lykkelig nation,” siger han og slutter:

“Hvis danskerne vil til tops igen, må de træne hårdt på at fjerne fokus fra deres egne triste navler.”