Foto: SakSa, Bigstock

Foto: SakSa, Bigstock

Et uskadeligt hyggeforbrug af opiater kan føre til en farlig afhængighed af snøfler og lagkage, lyder det fra ekspert. Vi må øge indsatsen mod sukker allerede på fosterstadiet, siger Sundhedsstyrelsen.

Nålen skydes ind i Kenneths udspilede åre på underarmen, og kort efter vælter en varm bølge af velvære ind over den 28-årige jurist. Et hurtigt fix, og så er han klar til at se film fredag aften. Eller rettere, var.

Kenneth kan nemlig ikke længere nøjes med at bruge heroin et par gange hver weekend. Der må noget stærkere til: sukker.

“Jeg er oppe på et niveau, hvor jeg næsten hver dag skal have mindst én Twix-bar, en flødebolle og et stykke eftermiddagskage,” siger Kenneth, som gerne vil være anonym. Han ved nemlig, at risikoen for at miste jobbet er høj, hvis chefen på advokatkontoret finder ud af, at hun har en sukkerjunkie ansat.

Bakeoff-skabet i Rema 1000
Ifølge psykiater og sødhedsforsker Regine Andersen er Kenneth langtfra den eneste, der har ladet et uskadeligt hyggeforbrug af heroin blive til en farlig sukkerafhængighed.

“Jeg ser flere og flere patienter, der tidligere kunne nøjes med at fixe heroin stille og roligt i en baggård, men som nu køber lagkage hver dag. Og det er ikke hos Reinh. van Hauen eller det der lækre lille sted på Værnedamsvej. Det er Føtex eller endda bakeoff-skabet i Rema 1000,” siger hun med alvorlig mine og opfordrer forældre til heroinbrugere til at tage en snak med deres børn om, hvad opiatforbruget kan føre til.

“Det ene øjeblik strammer man helt uskyldigt en elastik rundt om armen, det næste ryger der tre-fire snøfler ned på én gang. Så er det svært at komme tilbage til livet.”

Sur grape hver dag
Hos Sundhedsstyrelsen er man klar over problemet og overvejer nu en tidlig indsats.

“Vi har allerede fokus på sukkerpolitik og udskamning af sukkerbrugende forældre i de tidlige institutionsår,” understreger Niels Kringholm, chef for styrelsens forebyggelses-enhed, men tilføjer, at der skal mere til.

“Der er behov for at rykke ind på fosterstadiet, eksempelvis ved at forbyde sukker til gravide eller fortælle ammende mødre, at de skal spise sur grape hver dag, så modermælken ikke bliver alt for sød.”