Befolkningen skal stole på politikerne og ikke spilde deres tid, lyder forklaringen på, at regeringen vil afskaffe borgerforslagsordningen. Det handler om at værne om demokratiet og har intet med minksagen at gøre, understreger statsministeren.

Et borgerforslag om, at Mette Frederiksen på grund af håndteringen af minksagen skal stilles for en rigsret, er i øjeblikket under behandling i Folketinget. Det er nemlig sådan, at hvis mindst 50.000 stemmeberettigede borgere støtter et forslag, har Folketinget pligt til at behandle det.

Det er et stort demokratisk problem, mener statsminister Mette Frederiksen, der understreger, at hendes holdning ikke har noget at gøre med det konkrete forslag om, at hun skal for en rigsret.

“Det forslag, det griner jeg bare af – det har slet ikke noget med sagen at gøre. Der er heller ikke tilslutning til, at jeg skal for en rigsret – selvfølgelig ikke – men selv, hvis der havde været det, ville mit ønske om at afskaffe borgerforslag ikke have noget med det at gøre.”

Sabotage af politikernes tid
Når Mette Frederiksen kalder borgerforslagsordningen for et demokratisk problem, skyldes det især, at der er tale om en form for sabotage, der forstyrrer den politiske dagsorden.

“Vi har rigeligt at se til i forvejen. Det tror jeg slet ikke, folk tænker på. De synes bare, at det er sjovt at have medbestemmelse, og så skriver de under uden at tænke over, at det faktisk betyder, at vi politikere bliver endnu mere pressede tidsmæssigt, end vi er i forvejen,” siger hun.

I værste fald kan det betyde, at vigtige forslag, som politikerne selv har formuleret, må udskydes for at håndtere borgerforslagene. Desuden rummer borgerforslag et element af pression, der kan minde om bestikkelse, mener statsministeren.

Svage sjæle kan fristes til at ændre standpunkt
“Som politiker er man afhængig af at blive valgt. Derfor kan det være fristende at ændre standpunkt, hvis vælgerne er uenige med en,” siger Mette Frederiksen og tilføjer, at hun ikke kan advare nok mod den slags trusler mod demokratiet:

“Det repræsentative demokrati er den fornemste form for demokrati, der findes. Et sådant demokrati hviler på et fundament af tryghed og tillid, og derfor er det vigtigt, at man som vælger har tillid til de politikere, man har valgt. Borgerforslagsordningen gør det stik modsatte. Den sender et signal om, at vælgerne ved bedst. Så forstår I nok, hvorfor det skal afskaffes.”