Foto: Wayhome Studio, Bigstock

Foto: Wayhome Studio, Bigstock

Mariannes nabo blev udsat for identitetstyveri og fik stjålet næsten en halv million. Sådan noget sker kun for naboen, siger hun.

Omfattende identitetstyveri, bedrag og tyveri af næsten en halv million kroner. Sådan noget sker kun for naboen, tænker man, og i Marianne Andersens tilfælde viste det sig at passe.

“Min nabo, Kjeld, var ude for, at nogen hackede hans mailkonto og netbank, så han ikke selv kunne få adgang. Da han endelig fik alting spærret, havde tyvene overført 487.222 kroner til sig selv,” fortæller den 28-årige revisor, som derfor mener, at fordommen om, at dårlige ting kun sker for naboen, stort set passer.

Mistede træls job
“Der er ikke for alvor sket noget dårligt for mig. Eller jo, jeg mistede desværre mit job på grund af corona, men der følte jeg mig i samme båd som rigtig mange andre. Og for at være ærlig var jeg faktisk ikke så vild med jobbet alligevel.”

Ifølge Niels W. Borre, der er professor i affektiv geografi, har Marianne Andersen ret i, at dårlige ting ikke er sket for hende, men at ulykkerne til gengæld ikke afgrænser sig til naboen.

“Ofte ser vi i forskningen, at også folks gamle kolleger og fjerne bekendte oplever sygdom og ulykke. Eksempelvis sidder jeg lige nu med en case, hvor en kvindes kærestes tantes eksmand blev slået ned i Guatemala,” siger han, men her er Marianne uenig.

“Der er aldrig sket noget dårligt for min kærestes tantes eksmand. Men mine naboer til den anden side, Helle og Torben, blev røvet på en ferie for et par år siden, og for nylig er deres hund død. Det sker kun for naboen,” siger hun, der ikke regner med, at hendes eget held slipper op foreløbig.

“Der er jo netop ikke tale om held, men om at en populær talemåde har rod i sandheden, og jeg derfor kan undgå sygdom, sorg og andre ulykker.”

Døden og skatter
Døden kommer hun dog nok ikke uden om, mener Marianne Andersen.

“Det har jeg vidst, siden jeg var 17 år og hørte ordsproget om, at der kun er to ting, man ikke undgår her i livet: døden og skatter. Da jeg fik mit første fuldtidsarbejde og begyndte at betale skat, indså jeg, at det måtte være sandt,” siger hun, der ikke mener, at hendes holdning er i modstrid med ordsproget om naboen.

“Så skulle mine naboer jo være døde, og det er de ikke. Faktisk har jeg aldrig oplevet, at mine naboer er døde, hverken da jeg boede hjemme eller nu, hvor jeg bor alene. Det hele stemmer!”