Foto: Catalin Pop, Bigstock

Foto: Catalin Pop, Bigstock

En læser spørger, om hun kan gøre noget usympatisk uden at blive upopulær. Det er klassisk for mennesker, der skriver til en brevkasse. I virkeligheden fisker de blot efter sympati, svarer RokokoPosten.

Kære RokokoPosten

Jeg og tre veninder tager hvert år på ferie. Det har vi gjort i næsten 20 år, og i år kan vi endelig komme til udlandet igen. Det tør mine veninder desværre bare ikke. De ville i stedet leje et luksussommerhus i Danmark. Jeg syntes, det var en dårlig idé, men jeg sagde ikke noget, for jeg vil jo ikke være besværlig.

Nu har en af mine veninder lagt ud for opholdet, og jeg skal snart betale min del. Men jeg synes jo, det er en dårlig idé at tage i sommerhus i Danmark, og jeg synes, det er alt for dyrt i forhold til, hvad vi får. Omvendt vil jeg heller ikke melde afbud, for tænk, hvis de får smag for at holde ferie uden mig?

Jeg har derfor lyst til at bilde mine veninder ind, at min bil er brudt sammen, og at regningen er så stor, at jeg ikke har råd til at betale. Hvis jeg lyder tilpas brødebetynget, vil de helt sikkert forbarme sig og lade mig tage med uden at betale. De er nemlig meget gavmilde. Men kan jeg gøre det uden at blive upopulær?

Kærlig hilsen
Brigitte F.

Kære Brigitte F.

Det, du i virkeligheden spørger om, er: Kan jeg røvrende mine veninder uden at blive upopulær? Det er et klassisk tema, som uge efter uge dukker op i avisers og ugeblades brevkasser.

Svaret er ja, selvfølgelig kan du det. Hvis du er god til at lyve, vil dine søde veninder ikke ane uråd, og derfor bliver du selvfølgelig ikke upopulær. Det ved du også godt selv. I har rejst sammen i næsten 20 år og må derfor være mindst 40, sikkert ældre. Så du ved godt, at man ikke bliver upopulær af at lyve, medmindre det bliver opdaget, ligesom du godt ved, at det er usympatisk at gøre det.

Du skriver derfor ikke for at få svar på dit spørgsmål. Ligesom alle de andre, der spørger en brevkasse, om de kan røvrende folk uden at blive upopulære, handler det for dig kun om at fiske efter sympati. Hvis ikke fra brevkasseredaktøren selv, så i hvert fald nogle i kommentarsporet på Facebook.

Sidstnævnte skal du nok få. Der er altid nogle, der er parate til at forsvare de mest vanvittige ting. Og så kan du bruge deres svar til at retfærdiggøre din svinestreg. For du er langt fra den eneste med et forskruet ego og manglende mod til at stå ved sig selv. Pris dig lykkelig over, at medierne ved, at det sælger at udstille mennesker som dig.

Kærlig hilsen
RokokoPosten