Foto: Screenshot, DR

Foto: Screenshot, DR

Socialdemokratiets HR-afdeling er de sidste 20 år blevet ledet af den tidligere tv-personlighed Gentleman Finn. Under et interview med RokokoPostens udsendte, som “lige tvistede den lidt”, ændrer han holdning til overgreb, som nu er kritisable og bør straffes.

I forbindelse med kritikken af Socialdemokratiet for manglende håndtering af krænkelsessager er RokokoPosten blevet bevilget et interview på 7,3 minutter med Socialdemokratiets HR-ansvarlige.

Han viser sig at være den tidligere tv-personlighed Gentleman Finn, der var kendt som hyppig gæst i late night talkshows sidst i 1990’erne.

Den bedste til jobbet
Gentleman Finn erkender, at hans stilling som HR-ansvarlig formodentlig kommer som en overraskelse for mange. Han er heller ikke selv sikker på, at han burde være ansat i så ansvarsfuldt et hverv, da han erkender, at han har notorisk svært ved at aflæse menneskers følelser og identificere uacceptabel adfærd.

“Jamen, jeg blev da glad, da partiet ringede for et par år tilbage. Overrasket, men glad. Jeg sad netop og chikanerede nogle unge piger på internettet, da telefonen ringede og ja, det var såmænd sekretariatschefen!”

Ved du noget om, hvordan du kom i betragtning til stillingen?

“Hun nævnte noget om en seddel, hun vendte tilbage på, hvor der stod noget i stil med ‘Finn – den bedste!’. Og så var jeg pludselig ansat. Måske skyldtes det mere sjusket håndskrift end mine mange kompetencer, men man er jo en gentleman, så jeg tog jobbet. Og her er jeg endnu!”

Tvistede den lige lidt
RokokoPosten vil gerne vide, om Gentleman Finn ikke kan se, at de nye anklager om grænseoverskridende adfærd rejser spørgsmålet om, hvorvidt partiet har hånd i hanke med deres ansatte eller lytter til dem, når de klager over krænkelser.

“Nå, nå, oookay? Så det er grænseoverskridende adfærd? Jeg troede bare, at folk fortalte om nogle skønne oplevelser! Den tager jeg på min kappe! Det havde jeg ikke lige tænkt på. Okay.”

Det må da have strejfet dig, at disse historier blev fremlagt ledelsen og dig som HR-ansvarlig, fordi ofrene ønskede at blive fri for disse oplevelser?

“Der tvister du den lige lidt! Jeg har simpelthen troet, at det var fyraftenspjat. Det er jeg bare et hundrede procent ked af! Sådan har jeg ikke lige set den før.”

Så du tager det alvorligt nu?

“Jamen, det skal vi da have stoppet! Det kommer lidt bag på mig, men det skal vi klart have set på! Det skal jo have konsekvenser.”