Foto: canno73, Bigstock

Foto: canno73, Bigstock

Vand, vand og atter vand. Det er hemmeligheden bag Cristiano Ronaldos succes, afslører den 75-årige fodboldspiller, der blandt andet spillede sammen med sønnesønnen Ernesto Ronaldo, der i år fik EM-slutrundedebut. 

Han er målfarlig som få andre, den dribleglade portugiser Cristiano Ronaldo, der atter i år løber med titlen som topscorer ved det netop overståede EM i fodbold.

Seks mål blev det til, og hvis Portugal var gået hele vejen til finalen, ville han helt sikkert have scoret flere. Det vurderer TV3’s fodboldekspert Francesca Laudrup.

I det hele taget har Ronaldo spillet en fremragende slutrunde, og det lader til, at han stadig har mange gode år i benene.

Alderspræsident for niende gang
Ud over titlen som topscorer kan Ronaldo kalde sig turneringens alderspræsident. Det er der dog ikke noget nyt i, han har nemlig været alderspræsident siden 2028, hvor han som 43-årig var ældre end selv de ældste af holdenes målvogtere.

“Ved sidste slutrunde var der en enkelt træner, som var ældre end Ronaldo, men han er siden hen gået på pension, så nu er Ronaldo den ældste EM-deltager overhovedet,” siger Francesca Laudrup, der ligesom sine ekspertkolleger fra udlandet mener, at Ronaldo i år har spillet sit livs slutrunde.

“Han er stadig i topform. Det er som at se ham i de gamle kampe i 30’erne og 40’erne, hvor mange ellers mener, at han toppede,” lyder det fra BBC’s Toby Lineker.

I skyggen af farfar
20-årige Ernesto Ronaldo, der sidste år fik debut på det portugisiske landshold, er glad for at have spillet på hold med sin farfar i en EM-slutrunde. Han erkender, at han stadig står i skyggen af Cristiano Ronaldo, men det gør ham bare stolt.

“Farfar er et supergodt forbillede, både på banen og uden for. Jeg er stadig ny, og jeg har meget at lære. Men lad os nu se, når vi når frem til VM i 62, hvem af os der er bedst,” siger han.

Ifølge fodboldlegenden selv er der ikke noget mærkeligt i, at han har holdt sig på toppen i mere end et halvt århundrede.

“Vand, vand og atter vand. Og ingen cola. Mere skal der ikke til,” siger han.