Foto: Bigstock, Oleksandr Shcherban

Det var ellers meningen, at Yannik og Fie ville genoptage deres medlemskab af det genåbnede fitnesscenter for en måned siden. Imidlertid skal de ud og rejse i juli, og så giver det bedst mening at vente til efter sommerferien, hvor de alligevel også skal omlægge deres kost. 

Solen skinner, og flere og flere bliver vaccineret mod corona. Det betyder, at Danmark langsomt er ved at åbne op, og i fitnesscentrene slider mange danskere ved maskinerne for at smide coronakiloene.

Det gælder dog ikke 32-årige Yannik Mikkelsen og hans kæreste Fie Jensen på 27. Yannik, som forrige forår og sidste vinter var hjemsendt fra sit arbejde som montør, har ellers jævnligt oplyst sine omgivelser om, at han har savnet at gå i “fitten” og træne sine “guns” (store overarme, red.).

Ja, faktisk var det meningen, at både Yannik og Fie skulle have genaktiveret deres medlemskaber af det lokale fitnesscenter den 1. juni. En dato, der først blev skubbet til 1. juli for så atter at blive flyttet til 1. august.

Trænede mindst to gange om ugen
“Det værste ved corona har helt sikkert været nedlukningen af fitnesscentrene,” udtaler Yannik til RokokoPosten og understreger, at han før corona trænede mindst to gange om ugen, oftest tre.

Han bakkes op af kæresten, Fie, der også har været hjemsendt fra sit studie til sygeplejerske:

“Jeg ved en hel del om ernæring og sundhed, og derfor har jeg også været bevidst om nødvendigheden af at få løbet nogle ture under nedlukningen,” udtaler hun, men indvender, at eftersom hun og Yannik alligevel skal en uge til Kreta i juli, ville det være spild af penge at betale en hel måneds abonnement.

Omlægger kosten efter sommerferien
Til trods for det udskudte fitness-abonnement er ambitionsniveauet fortsat højt hos Yannik og Fie. De har således planlagt at lægge deres kost om efter sommerferien:

“Vi er tit endt med takeaway og snold, mens vi har siddet derhjemme,” udtaler Yannik, der også vedkender sig et højt forbrug af belgiske specialøl bestilt over nettet.

“Men efter sommerferien er det slut. Der er for meget af mit tøj, jeg ikke kan passe mere. Så skal vi til at leve sundt og spise flere grøntsager.”