Foto: Hans Splinter, Flickr

Foto: Hans Splinter, Flickr

Vikinger, der vil plyndre klostre langs Englands kyster, skal i karantæne ved indrejse. Derfor bliver mange hjemme.

Harald Egilsen havde forberedt alt til et plyndringstogt langs Englands kyster. Sejlene var gjort klar, og en hird af gode, blodtørstige mænd var samlet for at hjælpe ham med at røve de rige klostre og byer.

Men der bliver ikke noget plyndringstogt på de engelske øer. Det skyldes de strenge engelske indrejserestriktioner, der betyder, at Harald og hans mænd skal gå fem dage i karantæne ved ankomst til de fremmede kyster for at forhindre indførslen af smitsomme sygdomme.

Lever primært af mjød og fluesvamp
“Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Man bruger al provianten på turen, så når du kommer frem, skal du skynde dig at overraske fjenden ved at plyndre og slå lejr. Man kan ikke bare gå og vente fem dage, mens fjenden samler forstærkninger,” siger Harald Egilsen, der ikke mener, han ville kunne overtale sine mænd til at gå i karantæne, selv hvis de praktiske omstændigheder var i orden.

“De fleste af mine mænd lever primært af mjød og fluesvamp, når vi sejler over Nordsøen, så når de kommer frem til fjendens kyster, er de godt oppe at køre. Hvis jeg beder dem gå i karantæne, er jeg bange for, at de vil flække min hjerneskal i stedet for de engelske munkes,” uddyber en bekymret Egilsen.

Hjælp fra danere i England
Harald Egilsen overvejede at plyndre danske byer i stedet, men opgav og planlægger at starte en konsulentvirksomhed. Plyndringsbranchen tiltaler ham ikke, hvis ikke det kan foregå i udlandet.

“Sådan et plyndringstogt handler jo ikke bare om at stjæle en masse guld og voldtage en masse kvinder. Der er også et stort socialt element, hvor man er nogle gutter af sted og hygger sig lidt med at rage til sig og udøve ekstreme mængder af vold mod sagesløse,” forklarer Harald Egilsen.

Nu hvor han ikke selv kan komme af sted, håber Harald Egilsen, at de danere, der bor i England, vil træde til og plyndre og hærge i hans sted.

“Jeg ved, der bor nogle danere derovre, og jeg håber da, de vil give den en skalle, nu hvor vi andre ikke kan komme frem. Hvis bare de kæmper og giver den alt, de har, så venter der masser af rigdom, hæder og ære for danerne i England, det er jeg helt sikker på,” slutter Harald Egilsen.