Foto: Milkos, Bigstock

Foto: Milkos, Bigstock

En mandlig radikal kommunalpolitiker har slet ingen anmærkninger i bogen, hvad angår seksuelle krænkelser af kvinder. Det bryder partiets linje og skaber forvirring, mener Sofie Carsten Nielsen.

“Jeg kan garantere for, at jeg tager sagen alvorligt, og jeg vil personligt sikre, at der bliver ryddet op!”

Sådan lyder det i et Facebook-opslag fra Radikale Venstres politiske leder, Sofie Carsten Nielsen.

Opslaget kommer efter, at der er rejst mistanke om, at en mandlig radikal kommunalpolitiker fra Fyn ikke på noget tidspunkt har opført sig på en måde over for en kvinde, som hun har fundet upassende på en seksualiserende måde.

“Det er heldigvis sjældent, at vi oplever sådan noget her i partiet, men ét tilfælde er ét for meget, så selvfølgelig skal der gøres noget ved det,” siger den radikale leder.

Ikke engang flirtende blink til julefrokost
Anklagerne falder efter, at flere end 25 kvinder uafhængigt af hinanden har henvendt sig til partiets ledelse med beretninger om, at politikeren på intet tidspunkt har så meget som forsøgt at flirte lidt uskyldigt med dem under en julefrokost.

En af kvinderne fortæller til RokokoPosten, at hun føler sig utryg i hans selskab:

“Man forventer at skulle sige fra over for en mand, især når der er kommet alkohol indenbords. Når der så er sådan en som ham her, der opfører sig ordentligt og aldrig overskrider ens grænser, bliver man usikker og ved ikke, hvordan man skal tackle situationen,” siger hun og tilføjer, at hun arbejder tæt på manden til daglig, og at det derfor påvirker hende i hverdagen.

En anden kvinde oplever fraværet af seksualiserende adfærd som stilhed før stormen:

“Man bliver bange for, at der lige pludselig sker et eller andet, for det kan ikke passe, at han som mand bare sådan er i stand til at opføre sig på en måde, der slet ikke er krænkende.”

Længe før politikerkarrieren
Ifølge kilder, som RokokoPosten har været i kontakt med, er der for den pågældende politikers vedkommende tale om et mønster, der strækker sig tilbage til tiden før, han gik ind i politik. En gymnasieveninde fortæller, at de ofte mødtes i byen sammen, men at han aldrig gjorde upassende tilnærmelser.

Sofie Carsten Nielsen finder beretningerne stærkt foruroligende, men vil ikke udtale sig om mulige konsekvenser, før hun er nået til bunds i sagen.

“Nu må vi lige se tiden an og se, om der ikke dukker formildende omstændigheder op. Det kan jo være, at han har rørt lidt ved en kvindes knæ, selvom det endnu ikke er kommet frem i lyset.”