“Jeg vil la’ lyset brænde og la’ min dør stå på klem”. Sådan synger Ray Dee Ohh i klassikeren fra 1990, men det skal de lade være med, mener Greta Thunberg, der opfordrer danskerne til at holde op med at høre “boomermusik med klimafjendtlige budskaber”. 

Det er populært blandt unge danskere at lytte til klassiske hits fra dengang, deres forældre var unge. Det skyldes blandt andet streamingtjenester som Spotify og Tidal, der med snedige algoritmer er i stand til at præsentere de unge for musik, de ikke af sig selv ville have fundet på at lytte til.

Et af de numre, der i løbet af sommeren har været populært blandt de 15-29-årige, er Ray Dee Ohh-klassikeren “Jeg vil la’ lyset brænde”. Det glæder mange, der var unge i 80’erne og 90’erne, mens andre ville ønske, at sangen var gået i glemmebogen.

Blandt sidstnævnte findes den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, der mener, at sangens tekst er problematisk, fordi den fremstiller frås med klodens ressourcer som uskyldigt og nærmest sødt.

Opfordrer til uansvarlighed
I teksten står der blandt andet “Jeg vil la’ lyset brænde og la’ min dør stå på klem” og “vinker højt mod din flyver på himlen”. Her er der på få linjer hele tre klimafjendtlige tiltag, og selvom flyveren er den største klimasynder, er det andet næsten mere alvorligt, mener Greta Thunberg.

“Det handler om en kvinde, som siger farvel til en, hun elsker. Han tager på en længere rejse, må man formode, eftersom han tager flyet. Alligevel siger hun, at hun vil lade lyset brænde, indtil han er hjemme igen. Det er virkelig uansvarligt, især når man tænker på, hvornår sangen er fra, for så er der sandsynligvis tale om gammeldags glødepærer,” siger hun og fortsætter:

“Det fremgår, at sangen foregår om sommeren, så det med at lade døren stå på klem er måske ikke så slemt i konteksten. Men Danmark er – ligesom Sverige – et land, hvor man har varme på en stor del af året, og hvis man ikke lukker døre og vinduer helt – og gerne tætner sprækker – forbruger man langt mere energi end nødvendigt.”

Rutevejledning i Google Maps
Det værste ved sangen er, mener Greta Thunberg, at fråseriet med klodens ressourcer slet ikke giver mening.

“Hun synger, at hun vil fråse med ressourcerne for, at han kan finde vejen hjem. Det er absurd, for hvis man er langt væk, kan man jo ikke navigere efter tændt lys i et hus eller en dør, der ikke er lukket helt,” siger hun og slutter:

“I stedet burde hun slukke lyset, lukke døren og sende en rutevejledning i Google Maps.”