Foto: golubovy, Bigstock

Foto: golubovy, Bigstock

I fire år har Jens Nørgaard fra Herlev lovet at få ordnet badeværelset i sit og konens hus. Nu har han erkendt, at det ikke sker og har søgt hjælp fra en lokal murermester.

“Det skal bare have noget fliseklæb, det kan jeg sagtens ordne.”

“Jeg skal bare lige i Silvan og have det rigtige bor til slagboremaskinen.”

“Man kan sagtens skifte rørene selv, vi skal bare lige huske at slukke for vandet.”

Sådan har det lydt fra Jens Nørgaard i de fire år, der er gået, siden han og konen, Lotte, besluttede sig for, at de skulle have renoveret badeværelset i deres parcelhus i Herlev.

Bare nye rør og klinker
“Vi besluttede os for, at vi skulle have nyt badeværelse, for det er ikke rigtig blevet renoveret, siden huset blev bygget, så det er håbløst umoderne og ret slidt,” fortæller Lotte Nørgaard og viser badeværelset med de karrygule kakler frem for RokokoPosten.

“Og så sagde Jens, at det skulle vi ikke betale en håndværker for, det var bare lige at skifte nogle rør og sætte nye klinker og en ny brusekabine op, og det kunne han godt klare,” siger Lotte og fortæller, at hun var glad og imponeret, da Jens sagde, han sagtens kunne renovere badeværelset selv.

Skulle låne trailer og alt muligt
Selvom Jens Nørgaard havde alle intentioner om at få ordnet badeværelset som lovet, viste det sig dog med tiden, at projektet var mere omfattende, end han havde troet.

“Altså, det er jo ikke, fordi jeg ikke kan finde ud af det. Det er mere sådan, hvor skal man lige starte, ikke? Så det blev ikke rigtig gjort,” fortæller Jens og uddyber, at han også skulle anskaffe en trailer, og at byggemarkedet havde lukket under coronapandemien, hvilket forsinkede projektet yderligere.

“Til sidst måtte jeg erkende, at jeg simpelthen ikke får det gjort. Så jeg sagde til Lotte, at vi hellere måtte ringe til en murermester. Han går i gang i næste uge,” siger Jens Nørgaard, der er ærgerlig over at måtte kaste håndklædet i ringen.

“Jeg har alligevel brugt fire år på at tænke på det badeværelse, men altså, nu bliver det så håndværkeren, der laver det, og så må det være sådan,” erkender manden, der dog også er glad for at få frigjort tid til andre projekter.

“Nu kan det være, jeg endelig får tid til at få ryddet op i redskabsskuret. Og jeg skal også have anlagt en terasse i sommerhuset, så der er masser at se til, nu hvor jeg ikke skal tænke på badeværelset,” afslutter han.