Foto: Joven, Bigstock

Foto: Joven, Bigstock

Midaldrende, overvægtige mænd raser over et forbud mod maveøje-skjorter eller, som mændene selv ynder at kalde dem, prop tops. “Det er en del af vores ytringsfrihed at kunne bruge vores påklædning til at vise, hvem vi er,” siger de.

I mange år har det været moderne, særligt blandt overvægtige, midaldrende mænd, at klæde sig i skjorter, der sidder så stramt om livet, at et lille stykke maveskind blottes mellem to knapper. Tøjvalget er dog ikke velset alle steder. I produktionsvirksomheden JyKon i Herning har man ligefrem forbudt ansatte på virksomhedens kontorer at gå klædt i disse maveøje-skjorter eller prop tops, som de også kaldes.

Begrundelsen fra JyKons ledelse lyder, at det kan skabe koncentrationsvanskeligheder blandt de kontoransatte, og at det især er de kvindelige ansatte, der har svært ved at holde fokus på arbejdsopgaverne, når de færdes blandt mænd iført prop tops.

Projektil-skræk
Logistikassistent Ellen Gaarslev er en af de kvinder, som dagligt forstyrres af mænd med maveøjne. Hun sidder over for 53-årige Jørgen, der ofte går frem og tilbage med front mod Ellen, mens han taler i telefon med kunder og leverandører.

“Jørgens maveøje bliver mere og mere udtalt, som årene går, og jeg går efterhånden rundt med en konstant skræk for, at en af knapperne til sidst giver op og flyver som et projektil lige ind i hovedet på mig. Man kan jo komme frygteligt til skade på den måde,” siger hun og tilføjer, at hun er glad for Jørgen som kollega, men mener, at han bør tænke mere over, hvordan han går klædt på arbejdspladsen.

Er prop og går med prop top
For Jørgen, hvis fulde navn er Jørgen Frejlev Iversen, handler det dog om andet og mere end at tænke over sin påklædning.

“Faktisk tænker jeg meget over, hvordan jeg klæder mig. Det er et bevidst statement, at jeg holder fast i at bruge samme skjortestørrelse, selvom min krop de seneste år er begyndt at vokse. For mig er det en del af at udtrykke, hvem jeg er. Jeg er en prop, og derfor går jeg med prop top. At forhindre mig i det svarer til at forhindre mig i at sige min mening,” siger han.

Efter flere dages shitstorm på de sociale medier, hvor en række kendte journalister og kulturpersonligheder bakker op om Jørgen Frejlev Iversen og hans overvægtige, midaldrende kolleger, har JyKon-ledelsen valgt at trække forbuddet tilbage.

“Når kendte mennesker skælder os ud på Facebook, er vi nødt til at føje dem. Sådan er demokratiet nu engang,” siger direktør Rita Sønderby Olesen.