Foto: VOI, public domain

Foto: VOI, public domain

Den hårde kritik af Taliban fra danske politikere har virket. Gruppen vil opgive henrettelser og i stedet forsøge at omvende regimekritikere med sociale indsatser.

De sidste vestlige styrker havde ikke engang forladt Afghanistan, før den militante islamistiske gruppering Taliban overtog landet, hvor de mistede magten for 20 år siden efter den amerikansk ledede invasion.

De voldsomme billeder af fremfarende islamiske krigere samt massive og bange menneskemængder på flugt ramte alverdens medier. I Danmark blev Talibans voldelige regime mødt med afstandtagen og fordømmelse fra danske politikere på begge fløje.

Ville egentlig henrette de vantro
Det har nu haft en effekt. Efter den hårde afstandtagen har Taliban nemlig valgt at droppe de planlagte henrettelser af regimets modstandere. Det afslører Taliban-repræsentanter over for RokokoPosten.

“Det var egentlig vores plan at henrette alle kuffar (vantro, red.). Både fordi det er shariaskik, og fordi det ville sende et signal om, at man ikke skal sætte sig op imod Allah og Taliban,” siger Talibans talsmand, Zabiullah Mujahid, til RokokoPosten.

“Men da vi hørte, hvor hårdt det blev fordømt i eksempelvis Danmark, besluttede vi at droppe det. Selvom vi har været i krig i 20 år, og Danmark og resten af den vestlige verden er vores dødsfjender, har vi ikke lyst til at gøre noget, I tager så klar afstand fra,” forklarer talsmanden.

Får fritidsjob i stedet for
Ifølge Mujahid har den militante islamiske bevægelse netop kigget mod Danmark for at se, hvad man i stedet skal stille op med modstandere af regimet og andre, der ikke vil indordne sig under den strenge sharialov.

“Da vi besluttede at stoppe henrettelserne, måtte vi selvfølgelig i tænkeboks. Men så kunne vi se, at man i Danmark har haft rigtig stor gavn af resocialiserende indsatser. Så det kigger vi på nu,” siger han.

Zabiullah Mujahid fortæller, at Taliban blandt andet er ved at arrangere turneringer i streetbasket, give gratis kontingent til foreningslivet og sikre unge regimemodstandere fritidsjob. Også på andre områder vil man lade sig inspirere af Danmark.

“Jeg kan se, at der både har været Pride og en demonstration mod vold på Nørrebro for nylig. Det er vi meget inspirerede af, så vi overvejer at lovliggøre homoseksualitet og sende vores militsledere på kurser i konfliktnedtrapning,” afslutter talsmanden stolt.