Foto: ricochet64, Bigstock

Foto: ricochet64, Bigstock

Efter at Tuborg i sidste uge ændrede etiketten på deres ikoniske øl Den Gyldne Dame, har fødevaregrossisten Carletti ændret et af deres produkter, nemlig flødekaramellerne Big Ben.

Forleden fjernede Tuborg bakken fra den gyldne dames favn på Guld Tuborg-øllens etiket og dækkede hendes barm. Hun skulle ikke opfattes som servitrice, men som en deltager i festen.

Tuborg havde regnet med omtale, sagde de, hvilket de da også fik i store mængder. Men det er ikke derfor, den jyske slikproducent Carletti nu ændrer på et af deres bedst sælgende produkter, nemlig Big Ben-karamellerne, som bliver til Big Bente.

“Det her har intet som helst med omtale at gøre. Vi føler, at vi som storleverandør af kasteskyts til 9. og 10. klassernes sidste skoledag har et ansvar. Vi skal signalere til pigerne, at det ikke kun er drengene, der kan blive ‘big’. Eller at pigerne skal finde sig i at få kastet store mandekarameller lige i synet,” svarer en anonym talsperson fra Carletti i Skødstrup. 

Vil gerne styre shitstorm
Har nogen problematiseret produktets oprindelige navn? 

“Nej, ikke endnu, men det vil vi gerne foregribe, og det er derfor, vi på forkant griber i egen barm. Altså, ikke fordi der skal kastes noget efter kvinders bryster, jo! Det er slet ikke sådan. Vi vil bare gerne selv kunne styre shitstormen, der unægtelig vil komme.”

Carletti har flere ændringer i ærmet, da de ved en grundig gennemgang for nylig fandt, at også andre af deres produkter ikke var tidssvarende navngivet. 

“Vi fører lige nu produktet Mini Brazil. Det går jo ikke. Jeg behøver vist ikke uddybe, hvorfor vi ikke kan sælge et stykke skumchokolade med samme navn som en intim voksbehandling.”

Vil du prøve alligevel? 

“Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det er ekstremt sårende for kvinder, der har et mere naturligt look, at gå forbi sådan en uartig slikpose.”

Daisys Anis
Okay, så der er tale om to navneændringer i alt? 

“Nej, der er faktisk én mere. Carletti anerkender fuldt ud, at den danske monark er en kvinde, hvorfor Kongen af Danmark-bolcherne snarest vil skifte navn til Daisys Anis.”

Jeg tror helt ærligt, at det nuværende navn er mere respektfuldt.

“Det kan godt ske, at vi lige skal have den ud i plenum igen, men noget skal i hvert fald gøres,” afslutter den anonyme talsperson fra Carletti.