Foto: Andrey Burmakin, Bigstock

Foto: Andrey Burmakin, Bigstock

Forfølgelse på den gode måde. Det er essensen i Amnesty Internationals rehabiliteringsprogram, der giver stalkere en ny chance som phonere eller facere. Kristeligt Dagblad vil gøre Amnesty kunsten efter.

“Tænk på, hvordan Linda ofte skreg, at du skulle holde dig væk og aldrig kontakte hende igen. Prøv at genkalde den følelse. Brug den næste gang, okay?”

34-årige Janus Tønnesen har haft et par dårlige dage i sit nye job som facer for Amnesty International. Derfor har han bedt om et møde med sin superviser, Marianne Leth. Det er han glad for, for Marianne forstår ham og ved lige præcis, hvad der skal til for at give Janus ny motivation. Han går derfra med hovedet højt og en fornyet tro på, at han er god til sit job.

Til RokokoPosten forklarer Marianne Leth, at Janus Tønnesen tidligere er dømt for stalking af sin ekskæreste, og at det er den baggrund, hun forsøger at få ham til at bruge i facer-jobbet.

Dejligt at opdage sine kompetencer
Som regel er Janus Tønnesen glad for og dygtig til sit job. Det er nu et halvt år siden, han startede, og de fleste dage glæder han sig til at møde op på sin arbejdsplads, der som regel er et sted på Strøget i København.

“Det er dejligt at opdage, at det er en kompetence at blive fuldstændig optændt af at få at vide, at man skal holde sig langt væk. Den der følelse af, at ‘det skal hun fandme ikke bestemme, det er mig, der styrer det her show’, den fik mig i fængsel, men nu er det den, der gør, at jeg er god til mit job,” siger han.

Glæden er gensidig, forsikrer Marianne Leth og forklarer, at Amnesty International fik idéen til at omskole tidligere stalking-dømte fra et rehabiliteringsprojekt for krigsfanger, hvor man fokuserede på at finde positive ressourcer i oplevelserne under fangenskabet.

Kristeligt Dagblad også interesseret
Hos Kristeligt Dagblad har man med interesse fulgt Amnestys erfaringer og planlægger at påbegynde et omskolingsprojekt inden udgangen af 2021.

“Det er en fantastisk hidtil uopdaget ressource, Amnesty har taget opdaget. Det med at fokusere på stalkingdømtes trang til at forfølge andre helt ud i ekstremerne – det er jo lige den egenskab, vi søger hos potentielle abonnementssælgere,” siger Martin Poulsen fra Kristeligt Dagblads salgsafdeling og fortsætter:

“Tænk, hvis vi kunne få et helt callcenter bemandet med mennesker, der ikke tager et nej for et nej, men tværtimod bare motiveres yderligere til at få deres vilje, når folk giver et høfligt afslag. Det er en drøm, der går i opfyldelse.”