Foto: Johnmbarra, Bigstock

Foto: Johnmbarra, Bigstock

Pensionist fra Aars skrev ikke på Facebook, hvad han lavede, da World Trade Center blev angrebet. Det er ikke det vigtige ved den dag, hævder han.

På tyveårsdagen for terrorangrebet på World Trade Center skrev mange danskere på Facebook, hvad de lavede på den dag, der blev så skæbnesvanger for USA og resten af den vestlige verden.

Lederen for Det Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, fortalte for eksempel, at hun snorklede i Australien, mens det tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Martin Henriksen delte sine oplevelser med at være på skydelejr. Adskillige danskere delte desuden deres oplevelser med at lægge vasketøj sammen, hente børn i SFO og lignende skelsættende aktiviteter, mens islamiske terrorister fløj kaprede fly ind i tvillingetårnene i New York.

Ikke vigtigt for krigen mod terror
Niels Hemmingsen fra Aars i Vesthimmerland valgte dog som en af få danskere ikke at skrive på Facebook, hvad han lavede den 11. september 2001. Ifølge den tidligere højskoleforstander skyldes det dog ikke, at han har glemt, hvad han lavede. Ifølge Niels Hemmingsen skyldes det i stedet, at det ikke er en vigtig brik i krigen mod terror, hvilken hverdagsaktivitet han personligt havde gang i den dag.

“Det er måske den mest skelsættende begivenhed for den vestlige verden siden årtusindskiftet. Hele vores verden ændrede sig den dag. For ikke at tale om, at tusinder mistede livet. I den sammenhæng synes jeg bare, det virker lidt ligegyldigt, om jeg luftede hunden eller fyldte brænde på fyret, da det skete,” siger den pensionerede mand fra Aars.

Indrømmer han slog græs
Ifølge Niels Hemmingsen er hans manglende beretning om, hvad han lavede den dag, ikke et udtryk for, at han ikke ønsker at mindes eller diskutere terrorangrebet i New York.

“Jeg synes, det er rigtig godt at bruge sådan en mærkedag på at mindes ofre og se tilbage på 20 års krig mod terror. Nu har vi jo lige trukket os ud af Afghanistan, og Al Qaeda står præcis lige så stærkt, som de gjorde, inden vi brugte milliarder af kroner og ofrede menneskeliv for at nedkæmpe dem. Det synes jeg bestemt, vi skal diskutere. Men jeg synes ikke, det væsentlige ved sådan en tragedie er, hvad jeg lavede,” siger Niels Hemmingsen, der hårdt presset dog indrømmer, at han slog græs, da han hørte om angrebet.

“Det gør jeg tit, men det er ikke så tit, terrorister flyver ind i skyskrabere og ændrer verdenshistorien. Så hvorfor er det så vigtigt, at jeg slog græs den dag?” afslutter han.