Logo: Det Radikale Venstre

Logo: Det Radikale Venstre

Krænkelsessager, dårlige meningsmålinger og en placering langt væk fra regeringsmagten har gjort De Radikale mere ydmyge.

Et turbulent år, hvor den tidligere formand Morten Østergaard måtte forlade sin post efter en sag om seksuelle krænkelser. Ubehagelige spørgsmål om, hvad den nye formand Sofie Carsten Nielsen vidste. Dårlige meningsmålinger. En besværlig placering i det politiske landskab, hvor vejen til ministerposter synes blokeret. Alt det dannede en besværlig baggrund, da Det Radikale Venstre i weekenden holdt landsmøde i Nyborg.

Gud ville stadig stemme radikalt
Men man skal som bekendt ikke lade en god krise gå til spilde, og da RokokoPosten møder den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, fortæller hun, at det seneste år har fået det gamle husmandsparti til at tage deres selvbillede op til genovervejelse.

“Jeg tror, vi må være mere ydmyge,” fortæller Sofie Carsten Nielsen i et mødelokale ved siden af landsmødesalen.

“Derfor er jeg kommet frem til, at Det Radikale Venstre nok ikke er sendt af Gud for at løfte danskerne til en højere moral og sikre næstekærligheden. Vi er nok bare et parti skabt af mennesker som alle andre,” siger Sofie Carsten Nielsen, der dog understreger, at hun stadig mener, Gud ville stemme radikalt.

“Men Jesus gik ikke og krænkede Maria Magdalene til fester, og kristendommen har også større opbakning end fem procent, så vi må nok erkende, at vi ikke er sendt ned fra himlen,” erkender den radikale leder.

Hun slår dog fast, at indrømmelsen ikke vil få De Radikale til at ændre deres politiske grundlag, der fortsat vil være budskaberne om næstekærlighed, overbærenhed og moralsk overlegenhed fra bjærgprædikenen i Matthæus-evangeliet.

Kommentator: Stort opgør med selvbillede
Ifølge politisk redaktør på TV2 Hans Redder er Sofie Carsten Nielsens udmelding bemærkelsesværdig, fordi den er et opgør med det radikale selvbillede.

“Man skal huske på, at De Radikale igennem det meste af deres historie har følt sig bedre end alle andre. Så at de nu erkender, at de nok bare er mennesker, det er et meget stort skridt for dem.”

Ifølge den politiske analytiker skal man dog ikke forvente, at den nye erkendelse vil betyde en ny politisk kurs.

“Man skal ikke forvente store politiske forandringer. Men måske vil man i fremtiden se De Radikale argumentere for deres politik med argumenter i stedet for at affeje andre med moralsk forargelse. Det bliver spændende at følge.”