Foto: Krakenimages.com, Bigstock

Foto: Krakenimages.com, Bigstock

Politikredse landet over har modtaget varsler om landsdækkende demonstrationer imod den julepynt, som flere Imerco-butikker allerede nu har sat op. Over to millioner ventes at deltage.

Dea Juhl er rasende på for tidlig julepynt. Faktisk så rasende, at hun forleden tog initiativet til den første demo mod fænomenet med begivenheden “Det er ikke jul endnu, Imerco!” på Facebook. Demonstrationerne skal foregå hver dag frem mod 1. december.

“Jeg var så gal, da jeg lavede den begivenhed. Jeg oprettede den, smækkede min computer sammen og gik ud på terrassen for at rense vores grillrist, og da jeg kom tilbage til computeren, så jeg, at omkring 500.000 danskere havde tilmeldt sig. Så jeg er jo på ingen måde alene med min harme.”

Grænsen er nået
Hvad er det, der gør dig gal?

“Jamen, at jeg for eksempel kan stå i kø i isenkramforretningen i mine sommershorts, mens en ungarbejder sætter de der hæslige keramiknisser op på en hylde. Det gør mig afsindig! Vi kommer jo til at hade julen allerede i oktober. Og vi ved godt, hvorfor butikkerne gør det år efter år. Det er for at tjene penge. Men nu er grænsen nået.”

Det er butikskæden Imerco, som Dea Juhl og i skrivende stund 2,5 millioner danskere har tænkt sig at demonstrere imod. RokokoPosten har mødt butikschefen for Imerco Home i butikscentret RO’s Torv for at spørge, hvad meningen er.

“Vi er naturligvis kede af situationen, men vi er ikke overraskede over, at så mange danskere ikke har lyst til at jule to uger, efter at sommeren er slut,” lyder det fra butikschefen.

Vi vil stresse danskerne
Men hvorfor gør I det så?

”Hvis jeg skal være helt ærlig, vil vi rigtig gerne stresse danskerne til at forberede sig absurd tidligt på den kommende højtid. Hvis julevarerne er tilgængelige i længere og længere tid, vil folk samlet set bruge flere og flere penge på juleforberedelserne. Det er en merkantil mekanisme, som vi udnytter nådesløst, og som vi udmærket godt ved, driver vores kunder til vanvid. Men det virker. Beklager!”

Demonstrationerne ventes at begynde mandag den 27. september, og Dea Juhl har allerede ét af kampråbene klar: “Det er ikke jul endnu/ æd din klamme nissehu’!”