Foto: sidarta, Bigstock

Hjemløshed, stofmisbrug og selvmord skal ikke længere være mandsdominerede områder. Det mener Kvinfo, der kræver, at også samfundets svageste opnår ligestilling.

Ministerposter. Naturvidenskabelige uddannelser. Pladser i bestyrelsen hos erhvervslivets største virksomheder. I de senere år har der været stor debat om, hvordan man får åbnet dørene for kvinder på områder, der traditionelt har været domineret af mænd. Men ifølge videnscenteret for køn, Kvinfo, er Danmark langtfra i mål med at sikre kvinder adgang til traditionelle mandeområder.

“Selvmord, hjemløshed og stofmisbrug er stadig meget mandsdominerede områder. Det er selvfølgelig et problem. Vi skriver trods alt 2021, og det er fuldstændig uacceptabelt, at kvinder på den måde har dårligere muligheder for at blive hjemløse eller begå selvmord bare på grund af deres køn,” siger direktør i Kvinfo, Henriette Laursen, til RokokoPosten.

Ifølge Kvinfo er det kun omkring en fjerdedel af landets selvmordere, der er kvinder. For hjemløshed og stofmisbrug er andelen nogenlunde den samme. Derfor ønsker Kvinfo nu en national handlingsplan for mere ligestilling blandt samfundets mest socialt udsatte.

Kræver national handleplan
“Vi bliver nødt til at have fokus på det her område. For det første skal vi finde ud af, hvorfor der er så relativt få kvinder, der går i hundene. Og så skal vi lægge en strategi for, hvordan det bliver lige så normalt for kvinder at gå ned med flaget, som det er for mænd,” siger Henriette Laursen og tilføjer, at kvinder skal droppe pæn-pige-syndromet, der får dem til at tro, at de ikke kan tillade sig at blive narkomaner eller hjemløse.

Rollemodeller skal sikre social deroute
Ifølge Kvinfo kan en af løsningerne for at få flere kvinder til at vælge en tilværelse som subsistensløs – eller fravælge livet i det hele taget – være en øget brug af rollemodeller, der viser, at det også er muligt at tage en voldsom personlig deroute, selvom man er kvinde.

“I forhold til selvmord bliver det selvfølgelig lidt svært. Men i forhold til hjemløshed og stofmisbrug vil det være oplagt, at vi får nogle stærke kvinder til at fortælle deres historie, så det kan inspirere andre, der måtte ønske at gå den vej i livet,” siger Henriette Laursen, der også siger, det skal være acceptabelt at starte i det små.

“Jeg tror, at det kan være lidt overvældende, hvis man tænker, man skal starte med at skyde heroin og blive narkoluder. Men det kan også være en vej ind i den verden, at man begynder at tage lidt narko i weekenden, forsømmer sit arbejde og stopper med at betale sine regninger.”