Foto: Poulsen~commonswiki, Wikipedia

Foto: Poulsen~commonswiki, Wikipedia

Fodboldklubben FC København har valgt at fyre maskotten Leo i en omstrukturering af organisationen. “Jeg er meget skuffet over behandlingen,” udtaler maskotten.

Det ramte den danske fodboldverden som et chok, da rygterne om, at FC København har valgt at fyre maskotten Leo, begyndte at cirkulere. I årtier har den populære maskot underholdt de yngste fans på familietribunen under københavnerholdets hjemmekampe, ligesom maskotten har betrådt nationalstadionets grønsvær inden kampstart og hilst på fansene på lægterne.

Men nu er det slut. Maskotten er blevet fyret og forlader inden længe hovedstadsklubben. Det bekræfter Leo på en sms over for RokokoPosten.

“Det er korrekt, at jeg er blevet fyret. Der er meget, jeg gerne vil sige, men det vil jeg undlade. Det eneste, jeg vil sige, er, at jeg er megaskuffet over klubbens behandling af mig,” skriver han.

Fans raser: Smadrer klubbens DNA
Beslutningen om at fyre maskotten har udløst massiv kritik fra fodboldklubbens fans.

“Der ligger så meget kultur i den maskot. Jeg er ikke sådan fuldstændig sikker på, hvad maskotten laver, eller om bestyrelsen har en eller anden plan med det. Men vi har tabt en del kampe på det sidste, så derfor må udgangspunktet være, at PC (sportsdirektør Peter Christiansen, red.) og de andre i ledelsen er nogle lallende amatører, der dels er fra Jylland, dels ikke fatter noget som helst og er ved at ødelægge vores klub,” siger formand for FCK FanClub, Vihad Erbif, og tilføjer:

“De skifter sikkert Leo ud med et eller andet fucking badedyr fra Lalandia. Fucking bonderøve, mand, skrid ud af vores klub.”

FCK tavs om fyring
Hovedstadsklubben har ikke selv meldt fyringen offentligt ud, da den organisatoriske ledelse er på ferie i netop Lalandia. Den sportslige ledelse for FC København vil ikke bekræfte fyringen, men fortæller i stedet RokokoPosten, at der stadig er ledige sommerhuse i Lalandia i efterårsferien.

Over for RokokoPosten bekræfter cheftræner Jess Thorup dog, at Leo er blevet fyret.

“Det er rigtigt, at Leo er blevet fyret. Men jeg synes, vi snakker meget om Leo nu. Har Brøndby egentlig en maskot? Eller har de måske fyret deres maskot? Det synes jeg, er værd at snakke lidt om. De er trods alt blevet danske mestre, men de er gået lidt under radaren, og ingen taler om deres maskot,” siger han.