Foto: Steen Brogaard, Ft.dk

I en ny selvbiografi undskylder Astrid Krag for sin mobning, men beskriver samtidig Thyra Frank som “et klassisk mobbeoffer”, der ikke gør det nemt for sig selv.

I sin nye selvbiografi Fri beskriver ældreminister Astrid Krag (S), hvordan hun sammen med en række andre socialdemokrater og DF’ere gennem en årrække mobbede sin politikerkollega Thyra Frank (LA).

“Det kan være noget med, at hun har en stor numse, at hun ikke vejer det, hun skal, at hun er tyk, måden, hun går på, eller det tøj, hun går med. Thyra får specialdesignet sine kjoler, som virkelig ser sjove ud og er decideret grimme,” skriver Astrid Krag blandt andet.

Siger aldrig stop
Det var i årene 2017-2019, da Thyra Frank var ældreminister i den borgerlige VLAK-regering, at mobningen for alvor tog til. Dagligt blev Thyra Frank kritiseret i medierne og under talrige samråd i Folketinget af Astrid Krag og den daværende ældreordfører for Dansk Folkeparti, Jeppe Klenitz-Jakobsen.

Det er den opførsel, Astrid Krag undskylder, men samtidig forsvarer.

“Thyra siger aldrig stop. Hun er et klassisk mobbeoffer, for hun gør det ikke nemt for sig selv. Hun lader bare stå til, så hun efterhånden bliver en, man automatisk griner af. Det bør ikke være sådan, og det er ikke fedt at sige, men sådan er det desværre. Thyra er en speciel type, hun er en ‘fedtmule’, som mange gange kommer til at lave ufrivilligt sjove ting: Typen, der skvatter, hver gang hun træder ind i Folketingssalen, ‘Bambi på glatis’, som der bliver sagt om hende,” skriver Krag.

Thyra Frank: Føler mig blottet
I et opslag på Instagram skriver Thyra Frank som reaktion på bogen:

“I dag føler jeg mig mere blottet og stillet til skue for hele Danmark, end jeg nogensinde har prøvet før.”

Til RokokoPosten udtaler Thyra Frank endvidere:

“Jeg er på intet tidspunkt blevet spurgt om, hvorvidt det er OK, at jeg blev brugt i hendes bog. Det er min historie at fortælle – ikke hendes.”