Foto: Rawpixel.com, Bigstock
Høje sukke og lystig pludren er nogle af metoderne hos Louise Yin Lassen, når andre menneskers humør skal matche perfekt med hendes eget.
Du kender det måske? Man kommer for sent op, stresser af sted for at møde til tiden, og når man så endelig ankommer til arbejdspladsen, har kollegerne slet ikke blik for, at man trænger til lidt ekstra fred og ro. Eller omvendt: Man er i godt humør og har lyst til at snakke med alt og alle, men de andre går og ser sure ud eller skynder sig væk.
For 53-årige Louise Yin Lassen var det i mange år et tilbagevendende problem, at andre menneskers humør ofte ikke matchede hendes eget. Derfor satte hun sig for at finde en løsning, og i dag kan hun kalde sig professionel humørdesigner.
Autodidakt med certificering
Som humørdesigner er det Louises opgave at sikre, at de mennesker, hun møder, kommer i et humør, der matcher hendes eget. Det er kompliceret, forklarer hun.
“Det er helt klart lettere at sørge for, at farver, møbler og tekstiler matcher, end det er at få folks humør til at matche med mit eget. Men det er nødvendigt, for jeg kan bare ikke trives i en verden, hvor tingene ikke passer sammen,” siger hun, der derfor ledte efter en uddannelse, som kunne lære hende at indrette andres humør efter sit eget.
“Sådan en uddannelse findes åbenbart ikke, men så fandt jeg da bare på en selv. Det er lidt ærgerligt, at man så ikke har eksperter at trække på, til gengæld har jeg helt selv kunnet definere indholdet, metoderne og kriterierne for at opnå certificering, så på den måde er det meget smart,” siger hun stolt.
En form for nudging
Metoden, som Louise bruger til at designe den helt rette humørpalette i sine omgivelser, minder en smule om nudging, hvor man nænsomt guider folk til fx at smide ting i skraldespanden i stedet for på gaden. Man skal nemlig ikke sige tingene for direkte, da folk ofte nærer modvilje mod at blive humørjusteret.
“Derfor nøjes jeg fx med at sukke højt, mens jeg går rundt og tager mig til hovedet, hvis jeg gerne vil have, at folk er lidt stille og spørger til, hvordan jeg har det,” siger hun og slutter:
“Hvis jeg derimod er glad og har brug for at snakke, sørger jeg bare for at pludre lystigt i et højfrekvent toneleje, for så tør folk ikke andet end at følge trop af frygt for at få rollen som den, der ødelægger den gode stemning.”
