Foto: Sheila Sund, Flickr

Foto: Sheila Sund, Flickr

Om maksimalt fem år skal verdens ledere stoppe med at udskyde reel klimahandling. Det har de lovet hinanden på et møde i Glasgow.

Konsekvenserne af klimaforandringer begynder allerede at vise sig rundt om i verden med stigende temperaturer og mere ekstremt vejr. For eksempel var store dele af Tyskland ramt af voldsomme regnskyl hen over sommeren, der både kostede menneskeliv og ødelagde værdier for milliarder.

Der er derfor brug for handling på COP26-mødet i Glasgow, hvor verdens ledere er samlet for at finde løsninger på den omsiggribende klimakrise. Og ifølge toppolitikere, som RokokoPosten har talt med, er det efter den lange række af klimatopmøder ved at være slut med at udskyde reduktionen af CO2-udledning.

Stopper med at udskyde ting om fem år
“Vi nærmer os snart et punkt, hvor vi bliver nødt til at gøre noget. Vi kan ikke blive ved med at udskyde handling på klimaområdet ved at sige, at vi vil være CO2-neutrale på et eller andet tilfældigt årstal om 30-40-50 år,” siger Nicola Sturgeon, der som Skotlands førsteminister er vært ved COP26.

Ifølge Nicola Sturgeon har politikerne ikke særlig lang tid at løbe på, før de begynder at skulle træffe reelle beslutninger.

“Vi må kigge hinanden i øjnene og sige, at det her med at udskyde beslutningerne, det skal stoppe. Måske ikke lige nu, men om fem år. Om fem år skal vi stoppe med at udskyde klimahandling,” siger den skotske førsteminister.

CO2-neutral inden Solen brænder ud
Samme toner lyder fra USA’s præsident, Joe Biden. Ifølge Biden bliver han den sidste præsident, der vil håbe på, at klimaforandringerne bliver løst af fremtidige politikere i stedet for selv at gøre noget.

“Lige om lidt bliver man nødt til at gøre noget. Derfor arbejder vi hårdt på at se hen imod, hvornår man skal overveje at påbegynde implementeringen af tiltag, der kan nedbringe CO2-udledningerne,” siger den amerikanske præsident, der mener, han gør fremtidige politikere en tjeneste ved at overlade de svære beslutninger.

“Ved at udskyde og forværre klimaforandringerne har vi givet fremtidige ledere en krise, hvor de kan vise deres værd. De bør takke os til den tid. Som altså er lige om nogle år,” siger den amerikanske præsident, der lover, at USA vil være CO2-neutralt “på et eller andet tidspunkt mellem 2042 og det år, hvor Solen brænder ud”.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den danske klimaminister, Dan Jørgensen, der dog skriver i en sms til RokokoPosten, at Thorvald Stauning faktisk var verdens første klimaforkæmper.