Foto: jessmine, Bigstock

Foto: jessmine, Bigstock

Preben Lundén har røget hele livet for at være sikker på ikke at blive gammel, men som 78-årig vil han nu sagsøge et tobaksfirma. “Deres produkt virker ikke en skid,” siger han.

Slip for plejehjem, pensionistbudget, og at vennerne dør fra dig. Det lyder som en drøm for de fleste, og det er en drøm, som Preben Lundén fra Herlev har stræbt efter at gøre til virkelighed hele livet. Da han var barn, fortalte sundhedsmyndighederne og hans forældre ham, at han ville dø tidligt, hvis han begyndte at ryge.

“Jeg har aldrig været sådan vildt begejstret for at leve, og jeg tænkte, at livet kun ville blive værre, når man blev gammel,” siger Lundén, der på grund af udsigten til at dø tidligt har røget en pakke rød Cecil om dagen, siden han var 14 år gammel.

Tage billetten inden 70
Alligevel er Preben Lundén stadig i live og ved godt helbred som 78-årig. Det fortæller den skuffede pensionist, da RokokoPosten møder ham i rækkehuset i Herlev, hvor Lundén til sin store fortrydelse stadig bor med sin kone, Susan, og deres to hunde.

“Jeg føler mig godt og grundigt snydt. Hele mit liv har jeg passet min rygning for at slippe ud af mit røvsyge liv. Men de har jo snydt mig. Det lort, de har solgt mig, virker ikke en skid,” siger den frustrerede pensionist.

Preben Lundén forventede ikke, at cigaretter ville være et mirakelmiddel, men at de 20 daglige smøger som minimum kunne sikre, at han ikke blev alt for gammel.

“Jeg regnede ikke med, at jeg ville blive en del af Klub 27 (gruppe af kendte, der er døde som 27-årige, red.), fordi jeg røg cigaretter. Det ville være for meget at bede om, det ved jeg godt. Men jeg havde da forventet, at jeg kunne tage billetten, inden jeg blev 70. Nu nærmer jeg mig så de 80, og det var for pokker ikke meningen.”

Ikke skyggen af pensionsopsparing
Preben Lundén har derfor besluttet sig for at sagsøge House of Prince, der er producenten bag Rød Cecil.

“De har solgt mig et produkt, der overhovedet ikke virker, så jeg vil selvfølgelig have mine penge tilbage. Jeg har brugt omkring en million kroner på cigaretter igennem livet, og det er alligevel en sjat,” siger Lundén, der også har økonomiske problemer, fordi han fortsat er i live.

“Jeg har jo planlagt min økonomi ud fra, at jeg ville være død for længe siden. Jeg ejer ikke skyggen af en pensionsopsparing,” afslutter han.