Foto: Johan Wessmann_News Øresund, Wikimedia Commons (cropped)

Foto: Johan Wessmann_News Øresund, Wikimedia Commons (cropped)

Manuskriptet er tamt og forudsigeligt, karaktererne har stort set ikke udviklet sig siden sidste sæson, og intrigerne er overspillede i anden sæson af Pressemøde om Coronasituationen.

Første sæson af Pressemøde om Coronasituationen blev binget af næsten en million danskere, så forventningerne var høje, da produktionsselskabet bag annoncerede, at en ny sæson var på vej.

Imidlertid lever første afsnit slet ikke op til forventningerne, og ved nærmere eftertanke er det måske også begrænset, hvad man kan stille op med en så karikeret og klichéfyldt ramme.

Kedsommeligt hykleri
Allerede i afsnittets første minutter blev der smurt tykt på. Mette Frederiksen i rollen som den magtsyge statsminister med psykopatiske træk leverede en indledningstale, der osede langt væk af hykleri.

Hun roste sundhedspersonalet og udtrykte forståelse for deres svære situation, men hendes fremadrettede ord pegede i en helt skæv retning. Enhver der har fulgt med i serien og derfor ved, at statsministeren selv bærer en stor del af ansvaret for den svære situation, kunne med det samme afkode hykleriet.

Men i stedet for opridse en konflikt druknede denne del af talen i et overforbrug af indholdsløse klichéer, som efterlod seeren i en pøl af kedsomhed.

Trist toers tavse triumf
Det eneste tidspunkt hvor afsnittet levnede plads til en smule håb om, at noget interessant var i vente, var, da statsministerens triste toer, sundhedsministeren spillet af Magnus Heunicke, på sin sympatiske stilfærdige vis berettede, at frivillighed skaber en bedre tilslutning end tvang.

Her kunne man have ladet ham fejre en tavs triumf ved blot at zoome ind på statsministerens misbilligende ansigtsmimik.

I stedet valgte de inkompetente manuskriptforfattere at lade statsministeren korrekse ikke bare sin sundhedsminister, men også hele befolkningen med en kontant, men ikke særlig fantasifuld opsang til dem, der valgte den af frivillighedens veje, der gik imod regeringens anbefalinger.

“Det er selvfølgelig frivilligt, men I skal bare vide, at I ødelægger det for alle dem, der opfører sig eksemplarisk,” lød det med total mangel på finesse.

Det bliver spændende, om der kommer mere kød på i næste afsnit. Der er jo masser af stof at tage fat i, for eksempel det uudtalte spørgsmål om, hvorvidt statsministeren har valgt at skride til handling nu for at lede fokus væk fra en sag, der truer med at vælte hende. Desværre tyder meget lidt på, at det ender godt for seerne.