Foto: Krakenimages.com, Bigstock

Foto: Krakenimages.com, Bigstock

Et forslag fra LGBT+ vækker bekymring hos psykolog Morten West, der frygter, at ciskønnede, heteronormative danskere vil opleve kønsforvirring, hvis deres køn ikke bekræftes på valgkort.

“Hvorfor står der stadig ‘Hr.’ og ‘Fr.’ på dit valgkort?” spørger LGBT+ ifølge en artikel fra DR. Svaret er simpelt, mener psykolog Morten West, for hvis betegnelserne fjernes, vil tusindvis af ciskønnede, heteronormative danskere blive forvirrede og usikre på deres kønsidentitet.

“Vi må huske, at ciskønnede, heteronormative danskere er sårbare mennesker, der har brug for struktur og forudsigelighed, og derfor tåler de ikke selv småbitte ændringer, som andre måske oplever som ubetydelige,” forklarer han.

Underbygget af forskning
Morten West henviser til en undersøgelse lavet af forskere på Yale, hvor to grupper af ciskønnede og heteronormative mennesker hver uge fik tilsendt et brev. Den ene gruppe fik breve, der var adresseret til “Ms” eller “Mr” samt deres fulde navn, mens der på den anden gruppes breve kun stod det fulde navn.

Efter tre måneder interviewede man de to grupper, og her udviste gruppen, der modtog breve, hvor der kun stod det fulde navn, tydelige tegn på forvirring, rodløshed og en signifikant dårligere trivsel end den anden gruppe, der ikke havde det anderledes end før forsøgets begyndelse.

“Det er ikke for sjov, at man skriver de to bogstaver på valgkortene, og hvis man fjerner dem, kan det få katastrofale konsekvenser,” siger Morten West.

Mistede følingen med mig selv
Thomas Pedro Madsen-Gonzales er en af de danskere, der vil få det svært, hvis betegnelserne fjernes fra valgkortet. Han mærkede konsekvenserne på egen krop, da han ved to valg slet ikke modtog sine valgkort.

“Den der påmindelse med nogle års mellemrum, som de to bogstaver på valgkortet giver mig, betyder mere, end jeg kan forklare. Da kortet udeblev det første år, begyndte min verden lige så stille at synke i grus. Og da det næste så heller ikke kom, mistede jeg helt følingen med mig selv. Var jeg mand? Kvinde? Hest? Kanariefugl? Jeg vidste det slet ikke,” siger den 42-årige revisor.

Hos LGBT+ tager man erfaringerne alvorligt.

“Vi vidste ikke, at det betød så meget for de ciskønnede, heteronormative mennesker, og vi beklager dybt, at vi har været så insensitive,” siger forperson Ask Ulrich Petersen, der i stedet har et alternativt forslag:

“Enhver borger bør via borger.dk kunne indtaste præcis den betegnelse, vedkommende ønsker. Om det så er ‘hr.’, ‘fr.’, ‘verdenshersker’ eller ‘får’.”