Foto: Annebel146, Bigstock

Foto: Annebel146, Bigstock

Skal vi fejre jul med familien i år eller sidde alene i lufttætte kupler af plexiglas? Svaret får du i en ny julekalender, der foregår helt uden børn.

Det bliver endnu en vinter med coronarestriktioner, det står efterhånden klart for  enhver. Men hvad de færreste danskere havde regnet med er, at direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, direktør i Statens Serum Institut, Henrik Ullum, og sundhedsminister Magnus Heunicke alle medvirker i en spændende julekalender.

“Vi synes, vi trænger til hygge. Vi ved jo godt, at folk er ved at brække sig over pressemøder, restriktioner og daglige smittetal, så hvorfor ikke gøre det lidt festligt?” lyder det fra Magnus Heunicke om årsagen til julekalenderen.

“Mange danskere har udviklet en form for corona-PTSD. De får det simpelthen fysisk dårligt, når de hører ting som ‘regeringen indkalder til pressemøde’ eller ‘kontakttallet er stigende’, men samtidig elsker de en god, gammeldags julekalender!”

Ingen smittebørn medvirker
Julekalenderen hedder Julen er i fare og vil blive vist på DR og TV2 fra 1. til 24. december, fuldstændig som andre julekalendere. Den afviger dog på ét punkt.

“En klassisk public service-julekalender plejer at være noget med to børn fra det indre, ressourcestærke København, der bliver venner med en mystisk fremmed eller prøver at navigere igennem deres forældres skilsmisse i en hytte i skoven. Så viser det sig til sidst, at den mystiske fremmede er en nisse, og at forældrene bare havde brug for, at deres børn forsvandt ind i et magisk univers i en måneds tid, for at få deres ægteskab til at fungere. Vi har derimod valgt slet ikke at have børn med i vores julekalender,” skriver sundhedsministeren til RokokoPosten.

En rigtig skærmbasker
“Først og fremmest fordi de smitter ad helvede til! Og ikke er vaccineret. Men også fordi børn, der spiller skuespil, er uudholdelige at se på. Så i stedet spiller vi selv alle hovedrollerne! Vi glæder os til at jule den op aften efter aften klokken 18 og skabe den julespænding, som vi ved, at danskerne kender og elsker. Bliver det mon jul i år? Kan vi samles med vores nærmeste familie den 24. december, eller skal vi sidde hver for sig i en lufttæt kuppel af plexiglas og græde? Uh, det bliver en rigtig skærmbasker!”

RokokoPosten erfarer desuden, at andre velkendte ansigter også vil medvirke.

“Seerne kan glæde sig til en oplagt Jens Ringberg, Knud Meldgaard som loftsnisse og så selvfølgelig pisseirriterende Brian Weichardt. Som julemand har vi valgt Lars Hjortshøj på grund af hans flotte præstation fra 2016.”