Foto: DragosCondrea, Bigstock

Foto: DragosCondrea, Bigstock

En mand fra Aarhus var mandag impliceret i et slemt trafikuheld. Det viser sig, at man godt kan glemme, hvordan man cykler.

På Skejby Sygehus ligger Jens Abildgaard. Han har brækket bækkenet og to nakkehvirvler, fået adskillige indre blødninger og har punkteret en lunge. Jens Abildgaard har nemlig gjort det, både han selv og andre troede var umuligt: Han har glemt, hvordan man cykler.

Da Jens i mandags besluttede sig for at sætte sig op på en cykel, var det første gang i 32 år. Men det var ikke noget, der på forhånd bekymrede den aarhusianske pensionist.

“Det var jeg ikke så nervøs ved. Man glemmer jo aldrig, hvordan man cykler, så jeg hamrede ned ad Randersvej mod midtbyen,” siger han.

Styrter ud på kørebanen
“Da jeg lige fik sat mig op på cyklen, kunne jeg godt mærke, det var noget tid siden, jeg sidst havde sat mig på sådan en, men jeg tænkte, det kun lige ville tage et par minutter, og så var det hele friskt i hukommelsen igen,” fortæller Jens Abildgaard fra sin sygeseng.

Sådan skulle det dog ikke gå. Efter en noget slingrende start får Jens Abildgaard efter eget udsagn godt med fart på ned ad bakken. Og så indtræffer katastrofen.

“Jamen, så sker der det, at jeg overhovedet ikke kan styre den skide cykel. Det der med at skulle holde balancen, samtidig med at man træder i pedalen på først den ene side og så den anden side af cyklen. Det er skide svært, og jeg havde sgu glemt, hvordan man gjorde.”

Jens Abildgaard vælter ud på kørebanen. Ud over slaget fra faldet bliver han også ramt af en kørende bil.

“I det mindste havde jeg ikke glemt, hvordan man tager cykelhjelm på. Ellers havde jeg nok kigget på gulerødderne nedefra nu,” fortæller den uheldige cyklist.

Tvivler på alt
Ulykken har ikke blot skadet Jens Abildgaard fysisk. Den har også fået ham til at tvivle på de ting, han igennem livet har fået præsenteret som fakta.

“Det er da klart, at når man hele livet har fået at vide, at man aldrig kan glemme, hvordan man cykler, og jeg så ligger her, så sætter det da nogle tanker i gang. Kom vores hund egentlig ud på en bondegård, da den blev syg? Har AGF overhovedet været et godt fodboldhold engang? Kan svanen virkelig brække din arm?”