Foto: RokokoPosten

Har man virkelig været i Forsvarets Efterretningstjeneste, hvis man ikke har udgivet en bog? Det spørgsmål har udløst identitetskrise blandt spionerne i Danmarks mindst hemmelige tjeneste.

“Hvis du har arbejdet i FE, hvor er så din bog?”

Dette mistroiske spørgsmål møder medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste oftere og oftere. For selvom man i offentligheden efterhånden har det indtryk, at der med ansættelsen følger en bogkontrakt med et profileret forlag, så sidder der upublicerede medarbejdere rundt omkring i rigets mindst hemmelige tjeneste.

Forfatternes Efterretningstjeneste
“Jeg har svært ved at forklare min familie og journalister i mit netværk, hvad det egentlig er, jeg laver,” udtaler Fnu Snu, hvis civile identitet er kendt af RokokoPosten, Gyldendal og PET.

Vi har mødt den centralt placerede FE-medarbejder i et sommerhusområde i Nordsjælland, der primært benyttes af chefredaktører og efterretningsmedarbejdere.

“Jeg har prøvet at lække et par trusselsvurderinger, men efterhånden tæller det kun, hvis man også kan få sin byline på en rigtig bog fra et rigtigt forlag. Ikke People’s Press eller selvudgivelse. Det skaber et A- og B-hold mellem os spioner og lægger et stort pres på dem, der endnu ikke har skrevet en bog,” udtaler han.

Det er udgivelsen af chefanalytiker Jacob Kaarsbos I Statens Hemmelige Tjeneste og FE-chef Lars Findsens Spionchefen – Erindringer fra Celle 18, der sammen med journalist Hans Davidsen-Nielsens Spion blandt Venner har forvandlet Forsvarets Efterretningstjeneste til en filial af forfatterskolen.

Pensioneret Kommandørkaptajn barsler ikke med bog
Alligevel er det lykkedes RokokoPosten at finde en tidligere FE-medarbejder, der ikke har planer om at udgive en bog.

Ikke engang et blogindlæg, en podcast eller en anonym samtale til baggrund er det blevet til i de 12 år, der er gået, siden pensioneret Kommandørkaptajn Erik Frederiksen forlod FE.

Her havde han i en årrække sin daglige gang, enten på Kastellet, Sandagergaard eller i udlandet, hvor han muligvis har medvirket i en række højtprofilerede efterretningsoperationer. Noget Erik Frederiksen “hverken vil be- eller afkræfte”.

Adspurgt om, hvornår han kommer med sin bog, svarer han:

“Ingen yderligere kommentarer,” hvorefter han beder RokokoPosten forlade hans have.