Af Jonas Brøndkvist, ph.d. og ekspert i mediehistorie ved Center for Gerontopublicisme på Københavns Universitet
De første årtusinder
Blandt mediehistorikere er der ingen tvivl om, at RokokoPostens grundlæggelse – under dette navn – fandt sted den 9. september år 1732. Men her stopper enigheden. For den avis, der blev grundlagt da, var produktet af fusioner og opkøb blandt et væld af tidligere publikationer, der alle havde en lang, unik og til tider diffus forhistorie. Flere af disse udgivelser kan med sikkerhed føres tilbage til førkristen tid – og sågar til områder langt uden for Danmarks grænser.
Den første publikation, der senere kom til at udgøre en del af RokokoPosten, er Proto-indoeuropæisk Immigranttidende, der i årtusinder blev udgivet i et område, som strækker sig fra det centrale Ukraine til Vesteuropas kyster. Selvom det faktum, at avisen i mangel af skriftsprog blev formidlet mundtligt, satte en del begrænsninger for dens bredere distribution, var den et af den tidlige efteristids mest populære medier. Trods en rustik – nogle vil endda sige primitiv – stil var der tale om et seriøst og hårdtslående tidsskrift, der bragte nyheder som ”Medicinmænd advarer: Lad være med at folkevandre nordpå – vejret er virkelig ringe” og ”Gravhøje: Sådan forvirrer du fremtidige arkæologer på syv sjove måder.”
Også i Antikken fandtes adskillige aviser, som senere endte med at blive en del af RokokoPosten. Langs Middelhavets bredder kæmpede det græske Hedonistisk Folkeblad (kendt for sloganet ”Demokrati og pæderasti”) en ulige kamp mod det romerskbaserede Vox Populi, som endte med at blive størstedelen af Europas foretrukne avis indtil sent i det femte århundrede. Herefter blev begge dagblade ramt af kraftig abonnementsnedgang og fusionerede til avisen Papistisk Middelhavsskrift, der aldrig opnåede overvældende læsertal, men til gengæld udmærkede sig med et stort udvalg af virkelig kreative og imponerende hatte.
På vej mod en rokokotid
I det, man i Danmark betegner som Vikingetiden, var den førende publikation længe Odinistisk Skallesmækkertidende. En avis, der var kendt for en redaktionel linje, som kraftigt promoverede invasion af engelske klostre og indtagelse af rød fluesvamp.
Men sent i det 12. århundrede blev den avis’ førerposition overtaget af redaktør Saxos publikation Nye Danskhedstidende, der havde den fordel at være trykt på håndskrevet pergament, i stedet for runesten. Dette gav avisen en oplagt konkurrencefordel, når det kom til udbringning. Nye Danskhedstidende fik stor succes med artikler som ”Kristne enige: Det bedste liv er efterlivet” og ”Absalon fortæller, hvorfor han er sejere end de fleste andre bisper”.
Op gennem Højmiddelalderen blev Nye Danskhedstidende opløst i et væld af mindre publikationer, der var målrettet henholdsvis bønder, krigere og gejstlige. Alle anlagde en erklæret feudal redaktionel linje, men talte effektivt til deres specifikke målgruppe og kernelæsere. Her kunne man finde overskrifter som ”Derfor er din dovne adelsmand et bedre menneske end dig”, ”Korstog – nu eller aldrig!” og ”Pest: Guds straf eller bare giftig luft?”.
RokokoPostens grundlæggelse
Efter, at Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten og udgav sin første bibel i 1455, kom der langsomt grøde i det danske avismarked. Under Christian den 4. blev flere medier samlet under kongens herredømme, og man skrev folkekære artikler som ”Svenskere fortjener som oftest at dø” og ”Forskere: Derfor er kongen genial, selvom han taber alle krige og forarmer landet”.
Den 9. september 1732 blev RokokoPosten officielt oprettet. Det skete efter, at tre af datidens største mediehuse fusionerede og oprettede Danmarks første landsdækkende dagblad. De tre aviser var den fællesreligiøse Økumenisk Fjendsskrift, det monarkistiske Kongetro Landstidende samt Alkymistisk Rationalitetspost, der forfægtede en naturvidenskabelig verdensopfattelse inspireret af Isaac Newton.
RokokoPosten opnåede hurtigt en position den mest læste publikation i hele det danske kongerige. Avisen nåede ud i de fjerneste afkroge med et rigt udvalg af annoncer for lokale erhvervsdrivende kombineret med djærv forbrugerjournalistik og ukritiske hyldester til adelige og kongemagt. Reklamer for byens bedste igler gik hånd i hånd med dybfølte ledere, der energisk argumenterede for, hvorfor cembalo-musik var den gamle folkevise klart overlegen til datidens hippe gadefestivaler på de nordlige københavnske brokvarterer.
Statsbankerot og misantropi
Statsbankerotten i 1813 rystede Danmark voldsomt. Det gjaldt også RokokoPosten, der oplevede en kraftig abonnementsnedgang og så sig nødsaget til at revurdere sit virke i lyset af de hårde tider. Derefter valgte RokokoPosten primært at appellere til det nyopståede borgerskab og fungerede i en længere periode som talerør for Niels Frederik Severin Grundtvig. Desværre var Grundtvig i denne periode temmelig sindssyg og mente blandt andet at kunne forene asatro og kristendom. Det førte uvægerligt til kritik fra dem, der insisterede på en kristendom, som kun involverede en – eller måske tre – guder, men i hvert fald slet ikke nogen med kun et øje eller ravne på skulderen. Som kompensation udgav RokokoPosten en længere række skyldsbetonede og mindreværdsplagede skrifter af Søren Kierkegaard, som senere skulle vise sig populære blandt misantroper i både ind- og udland.
Slaget ved Dybbøl i 1864 var en af RokokoPostens mindre mindeværdige stunder. Op til krigen publicerede avisen adskillige artikler, der skråsikkert forudsagde en klokkeklar dansk sejr på baggrund af ”de teknisk overlegne forladergeværer,” hvilket skulle vise sig at være en noget fejlbehæftet profeti. Efter nederlaget valgte avisen at satse på devisen ”Hvad udad tabes, skal dobbelt tilbagevindes gennem urealistisk og oppertunistisk millitarisme”, og kørte derfor flere omfattende kampagner for en omfattende militær mobilisering, som skulle sikre et Danmark til Donau. Noget, der dog aldrig blev til virkelighed til stor fortrydelse for mange af avisens mere ekspansionistiske lederskribenter.
Fra verdenskrig til omvæltning
Op til Anden Verdenskrig oplevede RokokoPosten en stabil vækst. Den blev dog blev afbrudt af tyskernes invasion den 9. april 1940, som skulle vise sig at indvarsle endnu en svær periode for avisen. RokokoPosten kom i strid modvind efter i 1940 at have kritiseret Liva Weel og Poul Henningsens vise ”Man binder os paa Mund og Haand” fra samme år. Avisens anmelder revsede nummeret som ”En aldeles malplaceret Hyldest til perverse Sadomasochistiske Seksual-Lege i disse for Landet saa alvorlige Tider!”. Den vurdering deltes ikke af mange af datidens danskere. De blev oprigtigt indignerede over, hvad de så som en inkompetent anmeldelse, der besværliggjorde den modstandskamp, som de førte ved at knytte hænderne i lommen og i øvrigt gøre fuldstændig, som de plejede.
Efter befrielsens rus i majdagene i 1945 fulgte endnu en periode med opgang for RokokoPosten, som varede ved indtil midten af 1950’erne. Indtil da tydede alt på, at fremtiden var lys, hvis man var en læser, der godt kunne lide den grå middelvej og tryg konformitet. Men pludselig ramte en bølge af rytmisk populærmusik Danmark – med den amerikanske popsanger Elvis i spidsen. Han fik store grupper af unge til uhæmmet at rotere deres underliv og tage narko i stedet for at uddanne sig til revisorer og tiltale ældre mennesker som ”De”. Det var ikke noget, som RokokoPosten ønskede at promovere, men de nye tider smittede ikke desto mindre af på redaktionen.
Den politiske periode
I løbet af 1970’erne blev RokokoPosten under påvirkning af tidsånden i stigende grad en politisk avis. Hvor de fleste af avisens journalister aldrig tidligere havde haft nogen politisk holdning overhovedet – som gode journalister jo aldrig har – ændrede det sig i denne periode. En stor gruppe af avisens skribenter var udtalte tilhængere af Retsforbundets idéer om grundskyld inspireret af den amerikanske tænker Henry George, hvilket de desværre også tit og umådeholdent gav udtryk for i avisens spalter. Heldigvis blev disse tendenser udryddet i løbet af 1980’erne, hvor RokokoPosten primært skrev om emner som skulderpuder, racerbiler og musik af Jean-Michel Jarre.
Efter murens fald i 1989 etablerede RokokoPosten sig endegyldigt som Danmarks førende mediehus. Gennem en serie strategiske opkøb af aviser og publicistiske hobbyer for fagbevægelsen, som ingen rigtig læste eller interesserede sig for, formåede avisen nok engang at nå ud til de mindste af landets flækker. I hvert fald i teorien. Beruset af sin egen succes startede RokokoPosten en række lokale tv-stationer, som desværre aldrig fik større succes trods ihærdige satsninger på både banko og porno.
Den allernyeste tid
Siden år 2000 har RokokoPosten koncentreret sig om sine pulicistiske kerneområder. I år 2010 opdagede avisen det såkaldte internet, hvor enhver driftig journalist kan give sine produkter væk uden at få noget som helst for det. I lyset af denne teknologiske revolution omlagde avisen på datoen for sit 278. års jubilæum sine aktiviteter til dette medie og har siden da – qua sine overlegne nyhedskriterier og journalistiske grundighed – formået at blive det tredjestørste mediehus på den interwebside, som anerkendte cyberspaceforskere kalder Facebook.
Og fremtiden for RokokoPosten? Ingen ved hvad den bringer, men meget få vil benægte, at den tegner meget, meget lyst og sandsynligvis involverer momsfritagelse, statsstøtte eller i hvert fald gratis sæsonkort til Dyrehavsbakken.